Fransk håndbold ramt af skandale midt under VM
Den tidligere franske landsholdsmålmand Bruno Martini er efter kendelsen fratrådt sin stilling som præsident for den franske håndboldliga.
Fransk håndbold er blevet ramt af en regulær skandale.
52-årige Bruno Martini, der to gange som spiller har vundet VM med Frankrig, er blevet kendt skyldig i en sag om krænkelse af en mindreårig samt besiddelse og udnyttelse af børneporno.
Det skriver flere velansete franske medier, heriblandt Le Parisien og L'Équipe.
Bruno Martini, der indtil onsdag var ansat som præsident for den franske håndboldliga, er blevet idømt et års betinget fængsel, og han har accepteret dommen som en del af en aftale om forudgående erkendelse af skyld.
Udover den betingede fængselsstraf er Martini også blevet idømt en bødestaf på 2500 euro (18.750 kroner) samt et femårigt forbud mod at arbejde med mindreårige.
Kort efter nyheden onsdag udsendte det franske håndboldforbund (FFHB) en pressemeddelelse, hvori de kraftigt anmodede Martini om at fratræde fra posten som præsident for den nationale håndboldliga. Det ønske opfyldte hovedpersonen få timer senere.
Ville indlede forhold med 12-årig
Sagen om Bruno Martini blev åbnet tilbage i juni 2020, efter den tidligere franske landsholdsmålmand havde brugt det sociale medie Snapchat til at kommunikere med flere mindreårige.
Blandt andet udvekslede Martini nøgenbilleder med en 12-årig dreng, der også blev inviteret hjem til Bruno Martini med det formål at indlede et seksuelt forhold. Drengen fortrød, da han stod foran bygningen, og i stedet blev han sendt hjem i en taxa betalt af Martini.
Ifølge eget udsagn kendte den tidligere franske landsholdsspiller på daværende tidspunkt ikke til drengens alder.
Hovedpersonens advokat Elie Dottelonde fortalte onsdag på sin klients vegne, at Martini er bekendt med sagens omfang, at han fortryder sine handlinger og påtager sig det fulde ansvar.
Indgik "plea deal"
Le Parisien skriver, at Bruno Martini kunne risikere en fængselsstraf på op til fem år, hvis ikke han havde samarbejdet med anklagemyndigheden og indgået en såkaldt "plea deal", hvor anklageren giver en mindre straf til den tiltalte i bytte for en indsigelse om skyld eller nolo contendere.
Siden november 2021 har Bruno Martini været ansat som præsident for den franske håndboldliga. Han har tidligere været general manager i den franske storklub PSG i 10 år, ligesom han har en lang spillerkarriere bag sig på internationalt niveau.
Det bliver David Tebib, der er medlem af den olympiske komité, der midlertidigt overtager posten som præsident for den franske håndboldliga.
Stjerner som Nikola Karabatic og Mikkel Hansen spillede i franske PSG samtidig med, at Bruno Martini var general manager i klubben.