- Det er selvfølgelig lidt sjovt, siger Hansen om ændret rolle

Johan Hansen håber på flere spilminutter i finalen, men respekterer landstræner Nikolaj Jacobsens taktiske dispositioner.

Se VM-finalen direkte på TV 2 og TV 2 PLAY på søndag med optakt fra klokken 19.30

Niclas Kirkeløkkes ankomst midt under slutrunden har ændret den danske fløjspiller Johan Hansens rolle på holdet.

Det blev igen tydeligt i VM-semifinalen mod Spanien, hvor det var sparsomt med spilletiden, hvilket står som en kontrast til hans kampe i slutrundens tidlige stadie.

- Det er selvfølgelig lidt sjovt. Spilletidsmæssigt har det været lidt af en rutsjebanetur. I starten delte vi rigtig meget, og så havde vi et par kampe, hvor jeg spillede 60 minutter, og jeg synes selv, det har gået rigtig godt. Jeg har fået scoret på mine chancer, og defensivt er det også gået godt, siger Johan Hansen til TV 2 SPORT.

I VM-kvartfinalen så Johan Hansen banen i 15 minutter, mens han et par dage senere i semifinalen kun var på banen i 5 minutter.

Landstrænerens opgave

Det skyldes en taktisk beslutning fra landstræner Nikolaj Jacobsen, der har sendt bagspilleren Niclas Kirkeløkke ud på fløjen i angrebet, så han kan dække op på backen i den anden ende. Den beslutning respekterer Johan Hansen.

- Sådan er det at være på et hold. Vi skal alle sammen gøre vores bedste og det, som vi kan for, at vi som hold kan præstere allerbedst. Og det er Nikolajs opgave at stille det hold, som skal vinde kampene.

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan i de minutter, jeg får, og så håber jeg, at Nikolaj sætter pris på det, jeg gør.

Sætter pris på bekræftelse

Og det gør han, har fløjspilleren fået at vide.

- Både holdkammerater og trænere siger, at det er gået rigtig godt, og at jeg ikke har selv har spillet mig af holdet. Det er andre årsager, der gør, at jeg måske ikke har spillet så meget i sidste par kampe.

Har det været vigtigt for dig at få den bekræftelse?

- Ja, det synes jeg.

- Men vi er her alle for at vinde VM, og det er Nikolajs opgave at stille det bedste hold som muligt, og det har han formået, i og med vi har vundet alle de her kampe. Så det er svært at være utilfreds med noget, men det er klart, at man selv ønsker at spille og bidrage med alt det, man kan.

Danmark spiller VM-finale mod Frankrig søndag klokken 21.00.