Regelændring på vej i håndbold

Fremover får håndboldtrænere lov til at tage en challenge, hvis de er uenige med en dommerkendelse.

Hvis alt flasker sig, skal håndboldtrænere så småt begynde at vænne sig til en helt ny regel.

På et stormøde i Stockholm lørdag har Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) således vedtaget, at trænere fremover får lov til at tage én challenge på en dommerkendelse i løbet af en kamp.

Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

Her forklarer EHF, at tiltaget indebærer, at en dommer vil blive kaldt ud til en skærm for at kigge sin kendelse igennem, når en træner har kaldt en challenge på en beslutning. Træneren tager en challenge, når han er uenig med en given kendelse.

Derfor vil regelændringen også kun træde i kraft i forbindelse med kampr, hvor der er videosystem.

En komité skal godkende den nye regel den 23. februar, og hvis det får grønt lys, skal det første gang tages i brug ved EHF Final 4 i juni i Budapest.

Dermed får Nikolaj Jacobsen altså ikke muligheden for at tage en challenge, når Danmark spiller VM-finale søndag aften klokken 21.

En kamp, du kan se på TV 2 og TV 2 PLAY med optakt allerede fra klokken 19.30.