Sådan skal håndboldherrerne fejres
Hvis du vil være med til at fejre de danske verdensmestre, kan du herunder blive klogere på, hvordan programmet ser ud.
De danske håndboldherrer har vundet VM-guld for tredje gang i træk, og det skal fejres!
Festen starter i Stockholm, hvor spillerne resten af søndag aften og nat skal nyde guldmedaljerne og hinandens selskab, inden de mandag vender hjem til Danmark.
Her lander det danske landshold klokken 15.10 i Københavns Lufthavn, hvorefter der venter flere timers hyldest. Herunder får du programmet for, hvordan fejringen kommer til at forløbe.
Planen for fejringen af håndboldherrerne
- 15.10: Håndboldherrerne lander i Københavns Lufthavn.
- 15.20-16.00: Diverse medier – herunder TV 2 – vil være til stede i området ved bagagebåndet, hvor der kan foretages interviews frem til klokken 16. Sidder du hjemme, kan du følge reaktionerne på TV 2 eller TV 2 PLAY.
- 16.05-16.35: Repræsentanter fra Dansk Håndbold Forbund vil afholde en kort reception i lufthavnens Terminal 3 ved bagageområdet.
- 16.35: Håndholdherrerne sætter sig i bussen og kører mod Rådhuspladsen.
- 17.05-17.20: Det danske hold ankommer til rådhuset, hvor fans har mulighed for at hylde dem foran rådhuset i et kvarters tid.
- 17.30: Officielt arrangement på Københavns Rådhus (et mere detaljeret program for fejringen vil snarest blive offentliggjort, men spillerne forventes at træde ud på balkonen omkring 17.50)
- 18.45: Arrangementet afsluttes.
Hvis du ikke selv skal deltage i fejringen af håndboldherrerne, kan du følge med på TV 2, hvor vi åbner udsendelsen allerede klokken 13.30.
TV 2 vil følge landsholdet hele vejen fra Stockholm til Rådhuspladsen og er til stede både i lufthavnen i Stockholm, på flyet og i bussen på vej til Københavns Rådhus.