VM håndbold

To danskere finder vej til eksperts All Star-hold

Der er ikke blevet plads til Niklas Landin på TV 2 SPORTs håndboldeksperts All Star-hold. Til gengæld er både Mathias Gidsel og Simon Pytlick med.

Se VM-finalen mellem Frankrig og Danmark på TV 2 og TV 2 PLAY

Det officielle All Star-hold plejer at blive sendt ud inden finalen, men det lader vente på sig. Vi ved ikke hvorfor.

Men så er det godt, at TV 2 SPORT håndboldekspert Rasmus Boysen er klar til at komme med sit bud på turneringens drømmehold.

- På et par af positionerne har det været rigtig svært at vælge, mens andre af dem har givet sig selv. Jeg vægter naturligvis spilletid højt, men det at præstere, når de vigtigste kampe skal afgøres, er endnu mere vigtigt for mig.

På Boysens hold finder vi to danskere, en kroat, en islænding, en spanier samt to franskmænd.

- IHF's All Star-hold er ofte "politisk korrekte", hvilket betyder, at de forsøger at få spillere på fra så mange lande som muligt. Ligesom det ofte sker, at MVP'en ikke er med på holdet. Sådan har jeg ikke valgt at gå til opgaven.

Boysens udvalgte

  • MVP (mest værdifulde spiller): Nedim Remili
  • Bedste forsvarsspiller: Ludovic Fabregas

Boysens begrundelser

  • Målvogter: Gonzalo Perez de Vargas, Spanien: - Målvogterpositionen var en af de sværeste at vælge på. Niklas Landin og Andreas Palicka bejlede også meget til holdet, men jeg synes, at Gonzalo Perez de Vargas i de afgørende kampe har haft enorm betydning for det spanske hold.
  • Venstre fløj: Bjarki Mar Elisson, Island: - Jeg synes ikke, det har været nogen stor slutrunde for venstre fløjene. Ser man bort fra slutfasten mod Ungarn har islandske Bjarki Mar Elisson præsteret på et stabilt højt niveau. Derfor er valget faldet på ham, selvom Island røg tidligt ud af turneringen.
  • Venstre back: Simon Pytlick, Danmark: - Det har været dybt imponerende at se, hvor hurtigt Simon Pytlick er kommet ind på den helt store scene. Hans gåpåmod og alsidighed gør, at han har været umulig at komme udenom.
  • Playmaker: Nedim Remili, Frankrig: - Nedim Remili har været den spiller, der har overrasket mig allermest ved slutrunden. Han har langt hen ad vejen båret det franske hold frem, hvor han virkelig har sat sine medspillere flot i scene.
  • Højre back: Mathias Gidsel, Danmark: - Mathias Gidsel har endnu en gang været umulig at styre. Her var jeg slet ikke i tvivl.
  • Højre fløj: Filip Glavas, Kroatien: Ligesom på venstrefløjen har det også haltet med de helt store præstationer på højre fløj, men kroatiske Filip Glavas har taget flot over efter Ivan Cupic. Han har været ekstremt afslutningssikker.
  • Stregspiller: Ludovic Fabregas, Frankrig: - Ludovic Fabregas er i min optik verdens bedste og mest komplette stregspiller. Det har han også bevist ved denne slutrunde. Han er her, der og alle vegne i begge ender af banen og kontrafasen. Et fysisk monster.
  • Forsvarsspiller: Ludovic Fabregas: - Med fare for at gentage mig selv: Ludovic Fabregas er en komplet stregspiller, som virkelig har stabiliseret det franske forsvarsspil.
  • MVP: Nedim Remili: - Her var jeg meget i tvivl. Det kunne sagtens være blevet til en dansk bagspiller eller til Jim Gottfridsson, hvis han ikke var gået i stykker. Men jeg synes, at Frankrig har været mere afhængige af én spiller, Nedim Remili, end eksempelvis Danmark har det.