Tysker tæt på at stjæle titel fra Gidsel – nu går det næppe galt

Juri Knorr lavede fire mål mod Norge, men det var ikke nok til at overtage titlen som topscorer.

Mathias Gidsel kan ånde lettet op.

Efter Tysklands sejr over Norge tyder alt på, at han bliver VM-topscorer. Den 22-årige tysker Juri Knorr formåede således 'kun' at lave fire mål, og Gidsel topper derfor stadigvæk listen.

Ifølge Det Europæiske Håndboldforbund (IHF) står Erwin Feuchtmann noteret for 54 mål. Det har dog ikke den store betydning, da Chile ikke har flere kampe tilbage ved mesterskabet. Skulle Gidsel gå fra finalen uden mål, bliver de begge topscorer.

Knorr kunne ellers have lagt pres på Gidsel, hvis han havde spillet en brandkamp. Selv er han dog af den overbevisning, at det ikke havde nyttet noget.

- Gidsel kommer sikkert til at score 10 i dag, siger han til TV 2 SPORT med et stort grin.

Han havde ikke selv helt styr på, hvordan stillingen så ud på topscorerlisten inden kampen, men han var blevet gjort opmærksom på det af nogle venner. Ikke desto mindre var tanken tom.

- Jeg havde ikke sat næsten op efter det. Jeg var måske lidt for træt, og jeg var der ikke fuldstændig mentalt, fordi det er så lang en turnering. Jeg er bare glad for, at vi vandt, siger Knorr.

Kårer Gidsel som vinder

Som det kan læses ud af grafikken for de mest scorende under VM længere oppe i artiklen, er det umådeligt svært at se, hvem der nu skal fravriste Gidsel titlen som VM-topscorer.

Faktisk er tyskeren klar til at lukke konkurrencen allerede nu.

Tror du, at Gidsel bliver topscorer?

- Hvem ellers?, siger han kækt, inden TV 2 SPORT viser ham listen, og svaret kommer igen prompte:

- Det er ovre. Og han har ikke engang taget straffekast, lyder det fra en imponeret Knorr.

"Han har spillet fantastisk"

Bagspilleren med tysk pas er blandt håndboldens store talenter, og den unge tysker har spillet en fornem turnering.

Holdets sejr over Norge betyder, at Tyskland ender på femtepladsen.

Han er ikke meget for at pege på en vinder i finalen mellem Frankrig og Danmark, men til gengæld har han en klar holdning til Gidsels præstationer.

- Det er helt vildt, hvad han formår i så ung en alder. Det viser han også i Bundesligaen, og han har spillet fantastisk de seneste slutrunder, siger Juri Knorr.

Du kan se, om Mathias Gidsel og Danmark slutter VM med guld eller sølv, når TV 2 og TV 2 PLAY viser finalen klokken 21 søndag aften.