- VM-guldet er en sejr for hele håndbolddanmark

Formanden hos Danmarks Idrætsforbund sender en hilsen til det danske landshold efter triumfen.

Det er næsten ikke til at tro, men den er god nok.

Danmark er verdensmester i håndbold for tredje gang i trække på herresiden, og den historiske præstation hyldes hos Danmarks Idrætsforbund.

Formand Hans Natorp har kort efter sejren sendt en hilsen til landsholdet:

- Jeg vil først og fremmest ønske de danske håndboldherrer og Dansk Håndbold Forbund et kæmpe tillykke med VM-titlen til. At blive verdensmester tre gang i træk er så bemærkelsesværdigt stærkt, at det næsten ikke kan beskrives.

- Det danske landsholds miks af rutinerede verdensklassespillere og unge talenter med helt unikke evner er fantastisk og kan især tilskrives et stærkt, solidt og struktureret talentarbejde i Dansk Håndbold Forbund, siger Hans Natorp.

"En sejr for hele håndbolddanmark"

Han hæfter sig ved, at det danske foreningsliv spiller en stor rolle i VM-triumfen:

- VM-guldet er en sejr for hele håndbolddanmark. For de frivillige, for alle vores håndboldklubber og foreningslivet generelt. Det er ude i håndboldhallerne landet over, at vores danske håndboldstjerner er blevet grebet af sporten. Det er her, at frivillige trænere har hjulpet spillerne i med og modgang, mens de var helt små drenge.

- Og så må vi heller ikke glemme, at Danmark bare er en fantastisk håndboldnation, der elsker sporten og bakker landsholdet op på smukkeste vis. Det hele hænger sammen, og det gør mig stolt og glad som formand for Danmarks Idrætsforbund.

Danmark vandt VM efter en sejr over Frankrig i Stockholm sent søndag aften.