VM håndbold

- Det største øjeblik i mit liv, siger Gidsel

Tusindvis af mennesker stod klar til at fejre de danske spillere på Rådhuspladsen i København.

Når Danmark vinder VM-guld, skal det naturligvis fejres. Og det blev i den grad også.

Mandag aften blev håndboldherrerne hyldet til den store guldmedalje på Rådhuspladsen i København, hvor tusindvis af danskere var mødt op.

Og det gjorde stort indtryk på de danske spillere.

- Jeg tror, det er det største øjeblik i mit liv. At kunne få lov til at dele sådan en oplevelse med så mange mennesker i Danmark. Det kan jeg ikke beskrive med ord jo. Det er det største, man kan opleve, siger Mathias Gidsel til TV 2 SPORT, efter han havde hilst på de mange fans foran Københavns Rådhus.

En time senere havde Gidsel taget turen op på balkonen. Og hvis oplevelsen nede på Rådhuspladsen var vild, var det i en helt anden liga at træde ud på den ikoniske balkon.

- Det er en ud af kroppen-oplevelse. Det var nærmest skræmmende at træde derud, siger Gidsel.

Det var første gang, Mathias Gidsel var en del af fejringen på Københavns Rådhus, da corona-restriktionerne satte en stopper for hyldesten efter VM-triumfen i 2021.

Hansen kalder det "uvirkeligt"

Fejringen på Rådhuspladsen var ikke kun en stor oplevelse for 23-årige Gidsel og de andre unge spillere.

Også Mikkel Hansen, der er en af de mere rutinerede stjerner, havde svært ved at sætte ord på det store øjeblik.

- Det er fantastisk. Det er de her øjeblikke, man kæmper for hver eneste dag, og det er det, man træner så hårdt for. Det er en helt uvirkelig oplevelse, lød det fra Mikkel Hansen.

Efter hyldesten på balkonen skulle landsholdet have de sædvanlige Rådhus-pandekager, inden de selv skulle ud og fejre guldet mandag aften.