Norsk bagspiller skifter til Odense

Odense Håndbold får fat i en dobbelt Champions League-vinder, der tiltræder klubben efter indeværende sæson.

Rangvild Valle Dahl skifter efter denne sæson fra Vipers Kristiansand til Odense Håndbold på en treårig kontrakt. Det skriver den danske mesterklub i en pressemeddelelse.

Den norske bagspiller kommer til at passe godt ind hos fynboerne, mener Odense Håndbolds direktør, Trine Nielsen.

- Ragnhild Valle Dahl har længe været på min ønskeliste, og jeg er sikker på, at hun kommer til at passe rigtig godt ind i truppen.

- Hun kan uden problemer falde ind i det hurtige spil, vi ønsker at videreudvikle på, samtidig med at hun vil bringe noget power i form af sin skudkraft, siger Trine Nielsen i pressemeddelelsen.

Odense Håndbold har allerede hentet forstærkning i Vipers.

Til sommer tiltræder nordmanden Ole Gustav Gjekstad som ny cheftræner, og han kommer nu til at følges med en af sine nuværende spillere.

Under Gjekstad har Dahl vundet Champions League de seneste to sæsoner.

Målene stemmer overens

25-årige Ragnhild Valle Dahl glæder sig til at opleve den kommende arbejdsgiver.

- Jeg har valgt at skrive under med Odense, fordi jeg oplever den som en professionel klub med et entusiastisk publikum.

- Klubbens mål passer godt med mine egne. Det har de vist gennem gode resultater både i den danske liga og i Champions League, hvor målet er at komme helt til tops i Europa, siger venstrebacken.

Valle Dahl var i november med til at vinde europamesterskabet med Norge.