Lindberg har brækket hånden: - Det kom som et chok
Hans Lindberg må indstille jagten på titlen som alletiders Bundesliga-topscorer for nu, da han har brækket sin højre hånd.
41-årige Hans Lindberg må sætte sin håndboldkarriere på pause for en stund.
I midtugens European League-kamp pådrog den danske landsholdsspiller sig nemlig en skade. Det skriver Füchse Berlin på sin hjemmeside:
- Chokerende nyt for klubben: Højrefløjen Hans Lindberg må sidde ude i flere uger. Den danske verdensmester faldt i forbindelse med kampen i Spanien (mod Bidasoa Irun, red.) og brækkede sin højre hånd, står der i pressemeddelelsen.
Lindbergs cheftræner, Jaron Siewert, begræder nyheden:
- Skaden kom som et chok for os. Men heldet var, at transfervinduet var åbent indtil i aftes, og vi kunne nå at hente en erfaren mand til holdet i form af Robert Weber. Så en topscorer afløser en anden for nu.
Hans Lindberg sætter ikke selv ord på situationen i pressemeddelelsen, men TV 2 SPORT forsøger naturligvis at få en kommentar fra den danske fløjstjerne.
Satte rekord – og jagter endnu en
Midtugekampen i Spanien var ellers en stor milepæl for den danske stjerne.
Med fire scoringer i Füchse Berlins European League-sejr over Bidasoa Irun blev Lindberg den blot sjette spiller i historien til at runde 1000 mål i EHF-regi. Dermed skrev han sig ind i et noget så fornemt selskab:
Spillere med 1000 mål eller mere i EHF-klubturneringer:
- Kiril Lazarov: 1521 mål
- Nikola Karabatić: 1174 mål
- Timur Dibirov: 1103 mål
- Mikkel Hansen: 1061 mål
- Momir Ilić: mål 1033 mål
- Hans Lindberg: 1000 mål
Skader falder aldrig godt, men for 41-årige Lindberg ærgrer han sig sikkert lidt mere end normalt.
Lindberg øjner nemlig muligheden for at snuppe titlen som alletiders topscorer i Bundesligaen.
Tilbage i december overgik Lindberg landsmanden Lars Christiansen og er nu den mest scorende dansker i Bundesligaen. Danskeren er lige nu noteret for 2882 mål i den bedste tyske liga.
Yoon Kyung-shins rekord som alletiders topscorer lyder på 2905 scoringer.