GOG-træner afbrød fejring, greb mikrofonen og overbragte stor nyhed
Oskar Vind Rasmussen er begejstret over nyheden, og han glæder sig til at tage et stort skridt videre i karrieren.
Guldfejringen kørte for fulde gardiner, da GOG-træner Nicolej Krickau greb mikrofonen i spillerbussen.
Træneren havde en stor nyhed, han ville overbringe til truppen, og beskeden var især rettet mod én person: Fløjspilleren Oskar Vind Rasmussen.
Det 22-årige stortalent vidste ikke, hvad der skulle ske. Men det gør han nu, og nyheden faldt i god jord. Krickau kunne nemlig fortælle, at Oskar Vind var blevet udtaget til det danske landshold for første gang.
- Det var en lidt sjov måde at få nyheden på, og det var faktisk lidt surrealistisk, siger Oskar Vind til TV 2 SPORT og fortsætter:
- Det er en drengedrøm, jeg har kæmpet for, og det er noget, jeg har haft i tankerne, når jeg er taget til træning hver dag, eller når jeg har taget en kedelig styrketræning en søndag eftermiddag. Det hele er jo med henblik på en dag at komme på landsholdet.
- Så jeg er stolt og taknemmelig for at få muligheden for at være med, siger han.
Den unge GOG-spiller er udtaget til Euro Cup-kampene mod Tyskland den 9. og 12. marts.
Er overrasket over udtagelsen
Selvom Oskar Vind har drømt om landsholdet, havde han ikke regnet med, at det allerede var hans tur nu.
Er du overrasket?
- Ja, en smule. Jeg havde nok ikke turde håbe på, at det ville komme så hurtigt i min karriere. Jeg synes især, at det seneste halve års tid er gået sindssygt hurtigt.
- Så det er lige med at kunne følge med i det hele og få bearbejdet tingene, siger han.
Selvom det er gået hurtigt, har Oskar Vind heldigvis haft tid til at nyde de seneste dages store oplevelser med både pokaltitlen og udtagelsen til landsholdet.
Hvor fedt er det at være Oskar Vind lige nu?
- Jeg har det ekstremt fedt. Jeg er sindssygt glad og stolt over, at vi har vundet pokalturneringen, og at der så lige kommer sådan en nyhed op af hatten, gør det jo bare endnu federe.
GOG slog Skjern i søndagens pokalfinale.
EHF Euro Cup i marts
- 9. marts: Danmark - Tyskland i Gigantium, Aalborg klokken 20.45
- 12. marts: Tyskland - Danmark i Barclays Arena, Hamborg klokken 14.15