Claus Mogensen skal igen være cheftræner i kvindeligaen
Den tidligere København-træner overtager til sommer trænerposten i Horsens Håndbold Elite efter Jan Leslie.
Det er sjældent, at nogen får nyt job to gange i den samme uge.
I mandags blev Claus Mogensen præsenteret som ny assistenttræner for SønderjyskEs håndboldherrer resten af sæsonen, og nu kan den tidligere København- og senest Kastamonu-træner nu glæde sig over mere jobnyt.
Til sommer overtager han nemlig cheftrænerposten hos Horsens Håndbold Elite og vender dermed tilbage til den danske kvindeliga.
- Det bliver spændende, og jeg glæder mig. Jeg synes, Horsens har gjort det godt i de år, hvor de har bygget klubben op.
- De har en god administration og begynder at få folk i hallen. Og så synes jeg, der er et sportsligt fundament, der ser spændende ud, siger Claus Mogensen
Tæt på familien
For første gang i 10 år skal han nu også prøve noget helt nyt – nemlig at have et trænerjob i nærheden af Skanderborg, hvor han bor med sin familie og også boede i alle seks år, hvor han var cheftræner i København Håndbold.
- Det har ikke været et springende punkt for mig i forhold til et nyt job, men det bliver da dejligt. Som familie får vi en anden hverdag nu, siger Claus Mogensen, der var i København fra 2016 til 2022 og hentede klubbens foreløbig eneste danske mesterskab i 2018.
Sidste sommer sagde han ja til et eventyr i den tyrkiske Champions League-klub Kastamonu, men vendte hjem til Danmark i begyndelsen af februar efter en fyreseddel i Tyrkiet.
Siger farvel til træner på grund af økonomien
I Horsens skal Claus Mogensen afløse Jan Leslie, der stopper som cheftræner til sommer.
Ifølge klubben er det en skrantende økonomi, der har tvunget klubben til at stoppe samarbejdet med Jan Leslie. Men betyder det så, at Claus Mogensen står til en mindre løncheck, end hvad Jan Leslie har fået i Horsens?
- Jeg ved jo ikke, hvad Jan har fået. Jeg er fint tilfreds med min aftale, siger Mogensen, mens Horsens ikke vil forholde sig til det.
- Løn er et internt anliggende, så det vil jeg ikke udtale mig om, siger Horsens-direktør Jørgen Møller, der dog fortæller, at klubben får færre fuldtidsprofessionelle spillere i den kommende sæson.
- Vi kigger på alle steder, hvor vi kan skære nogle udgifter, siger direktøren.
Mogensen var førstevalg
Han glæder sig over, at det er lykkedes at få Claus Mogensen til klubben på en treårig aftale.
- Vi havde et stort ansøgerfelt, og han var vores klare førstevalg. Han har et fremragende CV både fra Byåsen i Norge og København Håndbold, og han har været årets træner i både Norge og Danmark. Ingen kan være i tvivl om hans kvaliteter, siger Jørgen Møller.
Horsens ligger aktuelt nummer ni i kvindeligaen ét point fra 8. pladsen, der udløser en billet til slutspillet.