Håndbold

Füchse Berlin droppede Lindberg – nu har klubben fortrudt

Nu bliver Hans Lindberg alligevel i Berlin en sæson mere, erfarer TV 2. Men fra 2024 skal han spille i Danmark.

Han var tæt på et skifte hjem til Danmark, men nu kommer et comeback til dansk håndbold for Hans Lindberg til at vente et år endnu.

Højst overraskende får den danske landsholdsfløj nemlig en sæson mere i sin tyske klub Füchse Berlin, selvom tyskerne i oktober meddelte danskeren, at han ikke ville få forlænget sin kontrakt.

Det erfarer TV 2 SPORT fra flere kilder.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har Füchse Berlin ganske enkelt fortrudt beslutningen om at droppe Lindberg og nu alligevel tilbudt ham en forlængelse, som Lindberg også har takket ja til.

Hans Lindberg har ikke ønsket at kommentere oplysningerne, mens Füchse Berlin ikke er vendt tilbage på TV 2 SPORTs forespørgsel om et interview om Lindbergs fremtid.

Den tyske klub, der også har de danske landsholdsspillere Mathias Gidsel, Jacob Holm og Lasse Andersson i truppen, har for flere måneder siden præsenteret Skanderborg Aarhus-fløjen Hakun West av Teigum som Lindbergs afløser til sommer. Det er uvist, hvad Lindbergs forlængelse betyder for ham.

Kommer til dansk klub i 2024

Hans Lindberg har ellers været meget tæt på et comeback til dansk håndbold fra sommer.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger var den 41-årige landsholdsfløj stort set på plads i 1. divisionsklubben HØJ, der har store ambitioner om at rykke op i ligaen. Men forlængelsen med Füchse Berlin gør, at Lindberg nu i stedet først kommer til HØJ fra sommeren 2024.

Det ønsker hverken Hans Lindberg eller HØJ dog at bekræfte.

- Vi er da glade for, at vi i HØJ Elite bliver sat i forbindelse med verdensklassespillere, men jeg ønsker ikke at kommentere på konkrete spillere. Der skal dog ikke være tvivl om, at vi snakker med mange meget dygtige spillere, siger HØJ-træner Jesper Fredin.

Hans Lindberg, der lige nu er ude med en brækket hånd, er kun 23 mål fra at snuppe titlen som alletiders topscorer i Bundesligaen.

Danskeren er noteret for 2882 mål i den bedste tyske håndboldrække, mens rekorden – som tilhører sydkoreanske Yoon Kyung-Shin – lyder på 2905 scoringer.