Tidligere ungdomslandstræner beklager vejninger

Staben omkring de danske ungdomslandshold blev ikke gjort opmærksomme på, at spillerne havde det svært med at blive vejet offentligt.

Jyllands-Posten kunne søndag fortælle, at tidligere og nuværende liga- og landsholdsspillere er blevet vejet foran hinanden til samlinger på ungdomslandsholdene i håndbold.

Den offentlige vejning har ført til alvorlige spiseforstyrrelser hos to unavngivne spillere, som Jyllands-Posten har talt med, mens det har fået Mie Højlund til at overveje at stoppe karrieren.

At vejningen har påvirket nogle spillere negativt, påvirker Heine Eriksen, der var ungdomslandstræner, mens vejningerne stod på i perioden 2004-2019.

- Det er jeg selvfølgelig ked af at høre om. Ligesom mange andre, der har med sagen at gøre, så kan vi kun beklage, at der er nogle, der har fået en dårlig oplevelse. Det er dybt beklageligt. Det kan man ikke undskylde nok, fortæller Heine Eriksen, der i dag er cheftræner for Aarhus United.

Staben bemærkede ikke problemet

Heine Eriksen understreger, at han kendte til vejningen, men at hverken han eller den brede skare af personale rundt om ungdomslandsholdene studsede over, at vejningen skadede spillernes velvære.

- Det er ikke mig, der har besluttet, at spillerne skulle vejes på ungdomslandsholdene. Jeg har selvfølgelig vidst, at det foregik. Men på det tidspunkt tænkte jeg ikke over, at det kunne blive et problem, siger han.

- Der er 25-30 forskellige eksperter, der har været inde over U-landsholdene, som blandt andet tæller fysiske trænere, idrætspsykologer, mentaltrænere og kostvejledere. Vi har ikke på noget tidspunkt fornemmet, at vejningen skulle være et problem for spillerne. Hvis det var tilfældet, havde vi selvfølgelig diskuteret emnet og talt om det. Heller ikke de mentaltrænere, der har været tilknyttet, bemærkede, at det skulle være problematisk for spillerne.

Heine Eriksen glæder sig over, at den offentlige vejning på ungdomslandsholdene blev stoppet tilbage i 2019.

- Det er ikke vejningen, der i sig selv er problemet, men dét, at man har kunnet se hinandens tal. Det er selvfølgelig ikke okay, og det er heldigvis blevet ændret siden. Og det er vigtigt, understreger han.