Jacobsen har en plan med debutant, Gidsel og Pytlick

Nikolaj Jacobsen roser Thomas Arnoldsen, men landstræneren erkender også, at den unge playmaker er med for at lære.

Man kan mærke det allerede, da han sætter sig i stolen til interview. Han er spændt – glad for at være her.

Thomas Arnoldsen står foran sin debut på A-landsholdet, som er samlet i denne uge. Egentlig var han også med for et år siden, men her endte en skade med at spolere det hele.

Han er et rigtig stort talent

Nikolaj Jacobsen, landstræner

Derfor er der ikke noget at sige til, at den 21-årige Skanderborg Aarhus-spiller har let til smil lige nu.

- Det er en fornøjelse at være her.

- Sidst var jeg rigtig ked af, at jeg var nødt til at trække mig med en skade. Men jeg er blevet ved med at arbejde hårdt hjemme i klubben for at få den her mulighed igen. Det er jeg sindssygt glad for.

- Landsholdet betyder rigtig meget for mig. Siden jeg var helt lille, har jeg set dem spille. Det har altid været en drøm om, at det kunne være mig en dag, men jeg har aldrig turde håbe på det. Det er lidt surrealistisk, at det sker nu, siger Arnoldsen, der skifter til Aalborg til sommer.

Drømmen blev revet væk

I marts 2022 blev playmakeren udtaget til landsholdet for første gang. Her nåede han med til samlingen, men han måtte hurtigt erkende, at en skade drillede for meget.

Derfor blev han sendt hjem igen, og det satte en tanke eller to i gang hos den unge mand.

- Jeg synes, det var en svær situation, for jeg følte ikke, at jeg nåede at være en del af det.

- Jeg var selvfølgelig bekymret, for der er så mange dygtige håndboldspillere i Danmark, så man ved aldrig, hvornår man får muligheden. Selvfølgelig var jeg sindssygt ked af, at jeg ikke kom i kamp, lyder det.

Denne gang har stortalentet to muligheder for at komme i kamp. Danmark møder Tyskland to gange i EHF Euro Cup, der bedst kan karakteriseres som en træningsturnering.

Gidsel, Pytlick og ... Arnoldsen?

Skal man tro landstræner Nikolaj Jacobsen, er der ingen tvivl om, at Arnoldsen får sine første minutter ved denne samling.

Jacobsen har således et stort ønske om at prøve playmakeren af i en sandwich med to særdeles velkendte navne.

- Jeg glæder mig til at se ham med Simon Pytlick og Mathias Gidsel. Jeg tror, de vil gøre noget godt for Thomas – og han vil gøre noget godt for dem.

Men udtagelsen handler også om noget ganske andet.

- Det er også for at lære Thomas bedre at kende. Når man har været sammen en uge, kan jeg også bedre give mit besyv i forhold til, hvad der skal til for at tage det næste skridt ind.

Allerede masser af ros

Selvom Nikolaj Jacobsen endnu ikke kender den unge mand ud og ind, er han ikke i tvivl om de håndboldmæssige kvaliteter.

- Thomas har en vanvittigt god spilforståelse og en god timing i sit spil.

- Han er et rigtig stort talent, og det er en, vi med ro og glæde kan forvente os meget af i fremtiden, siger Nikolaj Jacobsen.

Meeen det helt store gennembrud må formentlig vente lidt endnu.

- Lige nu er konkurrencen vanvittig stor i den bagkæde, så det handler også om at komme ind og finde sig til rette – og samtidig have tålmodighed. Det er ikke bare lige sådan at komme ind på det hold, der præsterer rigtig godt.

Du kan se Thomas Arnoldsen og resten af landsholdet i aktion mod Tyskland både torsdag og søndag.

Begge kampe vises på TV 2. Se mere i sendeplanen her.