Danmark banker Tyskland igen
For anden gang på fire dage slog Danmark tyskerne med syv mål.
Selvom flere af verdensmestrene ikke er med, har Danmark et uhyggeligt stærkt landshold.
Det blev mejslet i granit for anden gang på fire dage, da Danmark for øjnene af 12.000 tilskuere i Hamborg bankede Tyskland med 28-21 i EHF Euro Cup.
- Vores forsvar er formidabelt og dækker virkelig godt op gennem hele kampen. Klare aftaler, hvor folk ved, hvad de skal, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.
Torsdag vandt Danmark 30-23 i det omvendte opgør hjemme i Gigantium.
Storspil fra reserverne
Danmarks umiddelbare tredjevalg på målmandsposten, Emil Nielsen, spillede endnu en pragtkamp. Da han efter omkring 50 minutters spil holdt fyraften, havde han blot lukket 15 mål ind.
Og i bagkæden gled Thomas Arnoldsen og Jacob Lassen fuldstændig problemfrit ind i det danske fartspil, som det tyske forsvar havde mere end svært ved at dæmme op for.
Samtidig stod forsvaret med Simon Hald som dirigent stærkt og holdt Tyskland nede på ti scoringer i en første halvleg, som Danmark vandt 14-10.
Tyskerne var efter torsdagens afklapsning i Aalborg tydeligt opsatte på at gøre en bedre figur foran eget publikum.
I begyndelsen af begge halvlege voldte de da også det danske hold visse problemer. Men det stoppede, så snart de danske spillere fik fart i fødderne.
Mathias Gidsel brillerede som temposætter i en slags playmakerrolle. Han var knapt så målsøgende som vanligt, men til gengæld med et fint blik for medspillerne.
Hvis landstræneren skal finde noget at være utilfreds med, er effektiviteten i afslutningerne formentlig et godt bud.
Specielt stregspillerne Lukas Jørgensen og Emil Bergholt havde det svært med nærskuddene på den tyske klassekeeper Andreas Wolff.
Noget stort problem blev afbrænderne dog aldrig. I den anden ende løb tyskerne efterhånden fuldstændig tør for idéer og måtte kæmpe for at holde nederlagscifrene blot nogenlunde anstændige.
Kampen var Danmarks fjerde i testturneringen EHF Euro Cup. De to sidste opgør mod Sverige og Spanien venter i april.