Landin vinder fornem pris for fjerde år i træk
Den danske keeper har nu vundet prisen lige så mange gange som Nikola Karabatic.
Niklas Landin har endnu en gang modtaget hyldesten som ´Sportsman of the Year´ i THW Kiel, som uddeles af mediet Kieler Nachrichten.
Det er fjerde år i træk, at Kiel-keeperen har fået flest stemmer fra læserne, men derfor tager den rutinerede landsholdskeeper ikke hæderen for givet.
- Prisen betyder mere for mig, end mange måske tror. Kiel-fansene har stemt på mig. Jeg har enormt stor respekt for klubbens fans, og de har udvist respekt ved at stemme på mig. Det gør mig stolt at vide, fortæller Niklas Landin til klubbens hjemmeside.
Landin har nu vundet prisen lige så mange gange som Nikola Karabatic, som spillede for den tyske storklub i perioden 2005 til 2009. Det er kun svenske Magnus Wilander, der med sine seks priser overgår den danske keeper.
Afskeden nærmer sig
Målmanden skifter denne sommer til Aalborg Håndbold. Derfor betegner han prisen som en smuk afsked med klubbens fans.
- Det er min sidste sæson i klubben og byen, og jeg ville utroligt gerne sige farvel på en ordentlig måde. Det har fansene nu givet mig, og nu er det op til mig at levere på banen og betale dem tilbage, siger han.
Landin kom til Kiel i 2015.