- Sig mig en gang ... stopper det aldrig?
TV 2 SPORT bringer hver mandag en klumme om de seneste begivenheder i håndboldens verden.
I bilen på vej hjem fra Hamburg funderede gode kolleger og jeg over den magtdemonstration, et purungt dansk landshold havde udøvet for øjnene af 12.500 tilskuere i en totalt udsolgt Barclays Arena.
Mod femtepladsen ved VM 2023. Verdens største håndboldnation, Tyskland, der stillede i tæt på stærkeste opstilling.
Funderingen endte ud i det lidt svagt definerede spørgsmål: ”Sig mig en gang ... stopper det aldrig?”.
Landskampene torsdag og søndag åbenbarede nemlig, at dansk herrehåndbold råder over endnu et stjernefrø.
Nu havde jeg lige brugt alt mit krudt på at hylde Simon Pytlick for hans vilde udvikling. Årene før faldt jeg i svime over Mathias Gidsel, og nu stråler en vis Thomas Arnoldsen, for det er selvfølgelig Skanderborg Aarhus-spilleren, der er det nye stjernefrø.
De bringer uendelig mængde af momenter af magi. Jeg definerer de momenter, når jeg måber og ja, det er med åben mund, smiler, ler, ja sågar ikke kan lade være med at grine.
Hvordan du, kære læser reagerer ved jeg selvfølgelig ikke, men her kommer et par momenter af magi, hvor jeg lige skulle finde en grimasse, der passede.
Jeg erkender en fejl fra kommenteringen
Pytlicks dansende fødder efterfulgt af knægtens – 22 år – vanvittige skudteknik, Gidsels piruetter og Arnoldsens eminente erobring af bold i kamp mod to tyskere, hvorefter knægten – 21 år – glidende på maven drejer kroppen lidt over på venstre skulder og såmænd spiller Oscar Wind helt fri i et kontraløb. I én og samme bevægelse. Ih, Guder, siger jeg bare.
I et spil, hvor fysik er en magtfaktor, der ofte vinder både kampe og titler, er det på samme tid godtgørende og livgivende for spillet, at udviklingen går i retning af, at spillere som Gidsel, Pytlick og Arnoldsen bliver en afgørende del af spillets fremtid.
Her skal jeg lige erkende en fejl fra kommenteringen søndag. Jeg sagde, at det ikke var kunst – da Gidsel piruetterer sig forbi måbende tyske saltstøtter – men næsten.
Glem næsten. Det er kunst. Det er at sammenligne med balletten blot med den forskel, at her er der allehånde personager, der har det som det absolutte mål både at hindre dine bevægelser og hvis ikke muligt så rive flå og skubbe i nødvendigt omfang.
Fuld fart frem og alligevel evne at kontrollere kroppens fart og bevægelser er for mig kunst. Når det så tillige udføres så graciøst, som de tre ovennævnte, fejes al tvivl af bordet.
Playmakeren Gidsel åd det hele råt
Arnoldsen var hovedattraktionen torsdag. Pytlick fik fri søndag, hvor Gidsel overtog den styrende rolle, landstræner Nikolaj Jacobsen havde proklameret op til landsholdssamlingen.
”Playmaker” stod der på Gidsels spiseseddel, og Füchse Berlin-spilleren åd det hele råt.
En kolossal udvikling fra hovedsagelig at duellere til i lige så høj grad at være iværksætter af kombinationerne og efter behov være en del af løsningen/løsningerne, hvor værktøjer som fart, afleveringsteknik, retningsskifte af både sig selv og boldomgang var i højsædet.
Nej, det stopper ikke
Tilbage til trioen, hvor det enkelte individ er blevet givet et håndboldhoved, der indeholder mængder at viden og erfaring udi spillet, der ofte kun anes, når dåbsdatoerne er langt længere fremme end det faktuelle.
24, 22 og 21 år er jo ret beset ingen alder i spillet med de uendelige mange løsninger.
Tidligere har jeg defineret de tre som værende forud for deres tid. Grundlaget og fundamentet for at sige sligt, bliver kun stærkere, jo mere jeg følger dem.
Så svaret fra langt oppe er klart. Nej, det stopper ikke. Dansk herrehåndbold bliver ved med at udvikle ikke bare frø, men frø, der bliver til de smukkeste blomster.
Stor cadeau til de mange foreninger, ungdomstrænere, og nuværende trænere – Nick Rasmussen, Skanderborg Aarhus Håndbold, Nicolei Krickau, GOG, og selvfølgelig også Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg – uden hvilke den udvikling ikke ville have været mulig.
Landsholdsamlinger i marts måned går normalt ikke over i historien. Denne samling anno marts 2023 er definitivt undtagelsen.
Her spirede endnu et stjernefrø, og momenter af magi blev mere reglen end undtagelsen.
Ugens notabene
Hæder, ære og firmaets mand
Helte glemmer man ikke så let. Slet ikke i Tysklands mest vindende håndboldklub, THW Kiel. På trods af Niklas Landins farvel til sommer har fansene for fjerde år i træk kåret målmandslegenden til ’Sportsman of the Year’ som det åbenbart hedder på velklingende tysk.
Hæderen bringer Landin i fornemt selskab. Han tangerer nemlig selveste Nikola Karabatic, der også blev hædret fire år i træk i perioden 2005 til 2009.
Over alt stråler dog århundredets håndboldspiller, Magnus Wislander, der opnåede at være Kiel-fansenes yndling hele seks gange.
Jeg er ikke i tvivl om, at hæderen gælder både Landins fantastiske målmandsspil, men i lige så høj grad hans menneskelige format.
Anfører på såvel klub- som landshold bliver man kun, når de menneskelige egenskaber er i top.
Alt imens jeg taler om menneskelige egenskaber, er det let at gå til Mads Mensah.
I den forløbne uge skrev Mensah historie. Jeg erindrer i hvert fald ikke at have set en spiller udtaget til to landskampe – som anfører – uden at få så meget som et eneste minut på banen.
Flensburg-Handewitt-spilleren er selve identifikationen af det, der gør det danske herrelandshold til en sådan unik størrelse i disse tider.
Mads Mensah er én af mange rutinerede på Nikolaj Jacobsens landshold, der sikrer, at de unge fremadstormende multitalenter bliver taget godt imod samtidig med, at de lærer, hvordan man agerer og opfører sig både på og udenfor banen.
Tillykke med hæderen, Niklas Landin, og tak til Mads Mensah for endnu en gang at have været ’firmaets mand’ med et værdifuldt bidrag til udviklingen af kulturen på landsholdet.