Ligaprofil er truet af karrierestop

Silkeborg-Voels Sofie Bæk skal opereres i albuen, og med kontraktudløb til sommer er hendes karriere dermed i overhængende fare for at være slut.

En albueskade kan meget vel være det, der sætter en stopper for Sofie Bæk Andersens håndboldkarriere.

Skaden har vist sig langt alvorligere end ventet, og Silkeborg-Voel-playmakeren skal derfor opereres, skriver Midtjyllands Avis.

Sofie Bæks kontrakt med ligaklubben udløber til sommer. Operationen holder hende ude i mindst ni måneder, skriver avisen.

- Hvis det var min sidste rullefinte, sidste hurtig-midte eller sidste skud i højre fod ... Så har det været stort, vildt og mere end jeg drømte om som barn, skriver Sofie Bæk på Instagram.

Har ikke spillet i to måneder

29-årige Bæk var senest på banen, da Silkeborg-Voel besejrede Ikast Håndbold i kvindeligaen 18. januar.

I den kamp scorede Sofie Bæk tre mål – alle i første halvleg.

Uden Sofie Bæk på holdkortet har Silkeborg-Voel spillet ni ligakampe. Syv af dem har midtjyderne tabt.

Silkeborg-Voel er dog sikker på en plads i slutspillet, som begynder i april.

I begyndelsen af samme måned skal Silkeborg-Voel også spille Final 4. I semifinalen venter Odense Håndbold.