Danske kvindehold kan igen vinde Champions League
TV 2 SPORT bringer hver mandag en klumme om de seneste begivenheder i håndboldens verden.
En fantastisk weekend for dansk kvindeklubhåndbold.
Fire hold i aktion – på udebane. Resultatet? Tre sejre og et enkelt nederlag.
Det bringer minder frem om den danske guldalder i 00'erne, da Slagelse Dream Team – hvor jeg undervejs havde fornøjelsen af at være en del af trænerteamet – sammen med Viborg skiftedes til at vinde Champions League.
Er vi der igen? Ja, jeg tror på, at både Odense Håndbold og Team Esbjerg spiller sig ind blandt de sidste fire i Europas fineste klubturnering. Jeg kalder den også her 20. marts: Jeg tror, at vi igen får et dansk hold til at løfte det mest eftertragtede trofæ i klubhåndbolden. Voila. Så er det sagt.
Vi går lige en hylde ned. For jeg er også helt overbevist om, at både Ikast håndbold og NFH kommer blandt de sidste fire i European League. Og så strammer jeg den lige yderligere: Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke Ikast Håndbold vinder den turnering.
Summa summarum – selvom jeg i min tid som skolelærer underviste i Kristendom og ikke matematik, kan jeg godt lægge to og to sammen: Det er svært ikke at være meget optimistisk på dansk kvindehåndbolds vegne i en tid, hvor også det danske kvindelandshold leverer.
En dødssynd at glemme de danske spillere
Men, for der er selvfølgelig også et forbandet men! De historiske spor fra glansperioden skræmmer mig en lille smule. Dengang var det svært for danske spillere at få plads og ikke mindst spilletid på de bedste hold.
Bojana Popovic, Grit Jurack og Gro Hammerseng styrede den danske kvindeliga. Lyder det bekendt – og måske lidt bekymrende – i en tid, hvor stjerner som Henny Reistad, Nora Mørk, Ingvild Bakkerud og Dione Housheer dominerer?
Efter kampen havde jeg en mærkelig følelse af skuffelse. Jeg følte mig snydt
Peter Bruun Jørgensen
Det vil være en dødssynd at glemme de danske spillere, som vi gjorde det i 00'erne. Derfor er tiden nu også kommet til, at I, Jesper Jensen og Lars Jørgensen, udvider truppen omkring kvindelandsholdet.
Gruppen, I har arbejdet med de sidste par år, har været smal. Nu er tiden inde til at invitere flere spillere med til kommende landsholdssamlinger. Jeg er fuldstændig med på, at talentmassen ikke er den samme som på herresiden, hvor det ene store talent efter det andet springer ud.
Jeg tror på, det vil motivere og løfte flere til at yde det ekstra, der skal til for at blive landsholdsspiller, hvis bruttotruppen udvides. Jeg noterer mig derfor med glæde dagens udtagelse af Julie Scaglione og Helene Kindberg til den ellers forventelige trup.
Herfra blot en opfordring: Der burde være plads til mindst to-tre flere.
Ugens notabene
Jeg kan godt lide musik, men ikke til håndbold
Jeg bliver så træt af at høre musik, når jeg ser håndbold i hallen eller på tv.
Til kampen mellem Nordsjælland og GOG onsdag i sidste uge tog det fuldstændig overhånd. Musikken hamrede derudaf, hver gang Nordsjælland havde bolden.
Efter kampen havde jeg en mærkelig følelse af skuffelse. Jeg følte mig snydt. Håndboldkampen var god. Der var fuldt hus: 3000 tilskuere i Royal Stage, Simon Pytlick var i topform, Nordsjælland spillede godt og udfordrede de danske mestre. Alligevel var jeg skuffet og følte mig snydt. Snydt for nerven i håndboldkampen.
Jeg kræver at høre folkets begejstring – glæden over håndboldspillet. Det hørte jeg ikke, men var i stedet tvangsindlagt til en uendelig strøm af monotone rytmer, der gjorde det hele ... ligegyldigt.
En let på hatten sender jeg i retning af den tidligere ligaprofil Claus Kjeldgaard, der i sidste uge stod frem og fortalte, hvordan han gennem sin håndboldkarriere kæmpede med ludomani. Et større og større samfundsproblem.
Det er derfor, at det er så utrolig vigtigt, at nogle tør tale om det. At der bliver sat fokus på det. Respekt, Claus Kjeldgaard, for at bruge din stemme til at fortælle din historie. Vi skal alle være bedre til at tale om de svære ting.