Håndbold

- Mia Rej er lavet af noget specielt

Mia Rejs vilje til at komme tilbage fra endnu en alvorlig knæskade imponerer ekspert.

- Det er fuldstændig forfærdeligt.

Ordene kommer fra en rørt Peter Bruun Jørgensen, da han hører til nyheden om en ny korsbåndsskade til Mia Rej.

Det er helt ekstraordinært og viser, hvilken styrke Mia Rej har

Peter Bruun Jørgensen om Rejs viljestyrke

TV 2 SPORTs håndboldekspert frygtede et karrierestop grundet bagspillerens historik med alvorlige knæskader.

Den frygt maner Mia Rej dog til jorden og forsikrer, at hun endnu engang vil kæmpe sig tilbage, hvilket imponerer håndboldeksperten.

- Jeg tager hatten af, hvis det er det, hun tænker nu. Det er så synd. Nu kommer de (skaderne, red.) så tæt efter hinanden. Det gør ondt helt inde i hjertet.

Mia Rejs knæskader

  • Korsbåndsskade i 2016
  • Korsbåndsskade i 2018 
  • Ledsbåndsskade i knæet i 2021
  • Meniskskade i 2022 
  • Korsbåndsskade i 2023

- Mia Rej er lavet af noget helt specielt. Det må jeg bare sige. Jeg ved, hvordan det er at genoptræne og blive ved, og det slider fysisk og mentalt. Det er imponerende.

Vil selv bestemme, hvornår det er slut

Og står det til bagspilleren selv, kommer hun tilbage.

Til klubbens hjemmeside siger landsholdsspilleren, at tidspunktet for karrierestoppet skal dikteres af hende selv og ikke af en skade.

- Jeg har aldrig overvejet at stoppe. Jeg føler, at jeg kommer til at stoppe, når jeg synes, jeg skal stoppe.

Den tilgang fremtvinger respekt og store ord fra Peter Bruun Jørgensen, der om nogen ved, hvor hårdt det er at komme tilbage fra alvorlige knæskader.

Håndboldeksperten måtte selv stoppe håndboldkarrieren som 20-årig grundet skader.

- Det er helt ekstraordinært og viser, hvilken styrke Mia Rej har.

- Jeg håber, hun kommer tilbage igen, det har hun fortjent.