Profil sender tak til modstander efter enorm skuffelse
Viborg HK endte med at slå Horsens med 31-19, og det hjalp gevaldigt på skuffelsen i Aarhus United.
Aarhus United havde muligheden for selv at spille sig i slutspillet, da sidste runde af Kvindeligaens grundspil blev afviklet onsdag.
Men aarhusianerne tabte med ét mål til Skanderborg, og dermed var holdets skæbne lagt over i hænderne på Viborg HK, der skulle slå Horsens.
Dét gjorde viborgenserne, hvilket kom som en god trøst for Aarhus-spilleren Mathilde Neesgaard.
- Tak til Viborg. Det der (resultatet, red.) gør mig virkelig glad at se. Lige nu er jeg enormt skuffet, så det der gør mig glad at se, siger Neesgaard, mens hun ser billeder fra den vigtige kamp.
- Vi står med en matchbold, hvor vi har muligheden for at spille os i slutspillet. Det gør vi ikke, og det er bare så skuffende. Vi må bruge det her, og så skal vi bare sparke røv, når vi får chancen i slutspillet.
Viborg endte med at slå HH Elite med 31-19, og dermed kommer Aarhus United akkurat ind i top-otte, der giver adgang til slutspillet.
- Heldigvis kan vi takke Viborg for, at vi kommer i slutspillet alligevel, og vi vil gøre alt for at overraske der, slutter Neesgaard, der blev kampens topscorer med 11 scoringer.
I slutspillet står Aarhus United over for Odense Håndbold, NFH og Viborg HK.
I den anden pulje mødes Team Esbjerg, Ikast Håndbold, København Håndbold og Silkeborg-Voel.
Nedrykningsspillet
Sådan her ser nedrykningsspillet ud:
- 9. HH Elite
- 10. Ringkøbing Håndbold
- 11. SønderjyskE Håndbold
- 12. Skanderborg Håndbold
- 13. Ajax København
Holdene fra 9.- til 13.-pladsen i grundspillet mødes én gang hver. Nummer 9 og 10 starter med to point, mens 11 og 12 har ét point fra start.