Respektløs nedgradering af kvindehåndbolden

Dansk Håndbold Forbunds elitedommerudvalg sjofler dansk kvindehåndbold.

Lad mig svinge det op og kalde det respektløst, at weekendens Final 4-stævne i kvindehåndbold i Silkeborg skal dømmes af landets næstbedste dommere.

For uanset hvordan man i Dansk Håndbold Forbund vrider sig for at forklare weekendens mærkværdige påsætning, så er det uomtvisteligt, at man bruger kvindernes Final 4 som dommernes træningslejr.

Det er ikke kun de næstbedste dommere, der er påsat. De mest erfarne og respekterede observatører kommer heller ikke. Hvordan i alverden skal det tolkes som andet end disrespekt, DHF?

- Det er decideret provokerende

Final 4 er en kæmpe event i dansk kvindehåndbold. Man spiller om det ene af sæsonens to trofæer. Der er alt på spil. En sæson kan ende i succes, hvis man vinder. Et budget kan gå fra rødt til sort. En karriere kan reddes.

For to måneder siden afviklede man herrernes Final 4. Fra DHF’s egen rangering sendte man par nummer et, to, tre og fem. Som det selvfølgelig skulle være. Lørdag og søndag har selvsamme udvalg sendt nummer to, fire, syv og 10 på listen til kvindernes ditto.

Er det i orden, at man bruger kvindehåndboldens næststørste kamp i sæsonen til at uddanne sine dommere?

Dan Phillipsen, håndboldredaktør på TV 2 Sport

Det er decideret provokerende overfor Odense, Team Esbjerg, Silkeborg/Voel og NFH Nykøbing, ja faktisk overfor al kvindehåndbold, at dommerlistens par nummer tre og fem samtidig med Final 4, løber rundt og dømmer kampe i herreligaen. I øvrigt i en af kampene med Bjarne Munk Jensen, formand for DHF’s elitedommerudvalg, som observatør. Som en af landets mest respekterede opmænd, satte han med rette sig selv ved dommerbordet til herrernes Final 4 i februar.

Og hvor er landets klart bedste par, Mads Hansen og Jesper Madsen, henne? Ingen anelse. Håndbold er de i hvert fald ikke sat til at dømme i den kommende weekend.

Bjarne Munk Jensen forsvarer sig med, at de fire udtagne dommerpar er dygtige nok til opgaven. Det betvivler jeg ikke, men selvfølgelig er risikoen for en dårligere dommerpræstation større, når man ikke sender de bedste. Nikolaj Jacobsen lader heller ikke ligaens fjerde bedste keeper spille VM-finalen og placerer Niklas Landin på bænken.

Samme fadæse som i international håndbold

Er det nemmere at dømme kvindehåndbold end herrehåndbold?

Er det i orden, at man bruger kvindehåndboldens næststørste kamp i sæsonen til at uddanne sine dommere?

De to spørgsmål må ætse sig ind i de fire Final 4-klubber. Jeg kan ikke svare på spørgsmål 1, men 2’eren er nem: Nej, det er på ingen måde i orden. Der er vigtige kampe i herrernes grundspil samtidig, men de kommer i vigtighed ikke i nærheden af dem, der skal spilles i Silkeborg.

Argumentet – det uofficielle, vel at mærke - vil ganske givet være, at de næstbedste dommere jo også skal smage på de store kampe for at blive bedre og en dag tage over fra de bedste. Men hvorfor skal kvindehåndbolden betale prisen for at holde liv i fødekæden?

Det har i årevis været himmelråbende, at de visionsløse topledere i det europæiske forbund, EHF, og internationale ditto, IHF, har hånet kvindehåndbolden ved at sende 2. rangs dommere til kvindernes slutrunder i december og de bedste til herrernes i januar.

Det er forbløffende, at man i DHF’s elitedommerudvalg begår samme fadæse.