Et gensyn med den gamle storhed
TV 2 Sports håndboldredaktør Dan Philipsen kigger i denne klumme tilbage på weekendens Final 4.
Der var engang, da verdens bedste kvindeklubhåndbold blev spillet mellem danske hold.
Bojana Popovic, Cecilie Leganger, Camilla Andersen, Grit Jurack. Det giver næsten våde øjne at skrive. Var du blandt de bedste håndboldspillere i verden, boede og arbejdede du i et af Europas mindste lande.
Jeg sad søndag i en OB-vogn udenfor Jysk Arena i Silkeborg og genså storheden fra dengang. Okay, Anja Andersen gestikulerede ikke mod dommerne, Christian Dalmose stod ikke på en stol med ryggen til banen for at blive set, og der var ingen klubejer på en Harley ude på banen.
Hvor var det i grunden en vanvittig og vidunderlig tid, de første 10-12 år af dette årtusinde, da Slagelse, Ikast, Viborg og Aalborg DH kæmpede om at være Danmarks – og dermed verdens – bedste klubhold.
Meget forurenet vand er løbet i dansk kvindehåndbolds å siden da. Men i glimt var det søndag eftermiddag tilladt at spille den indre film fra de gode, gamle dage.
Pokalfinalen mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold var et definitivt bevis på, at dansk klubhåndbold er tilbage. De to klubber beviser det konstant i Champions League, hvor begge er i kvartfinalen. Men vi har manglet at se dem smadre sammen på denne måde.
Jeg tror ikke, at de to klubber spillemæssigt har været bedre end nu. Det var tilsat den internationale hårdhed, der skal være i en stor håndboldkamp. Vilde Ingstad Mortensen, Rikke Iversen og Maren Aardahl kastede rundt med hinanden og tempoet var imponerende.
Desværre ramte Odense pludselig bunden, imens Esbjerg spillede videre som verdens måske bedste klubhold lige nu. Derfor fik vi kun en halv time i håndboldhimlen.
Og ja, det virker barokt med alle de norske spillere i Team Esbjerg og hollændere i Odense. Men Anna Kristensen, Althea Reinhardt, Mie Højlund, Mette Tranborg, Kathrine Heindahl var der altså også. Spillere på øverste hylde. Sådan var det også i Ikast, Viborg, Slagelse og Aalborg DH.
Dommerne gjorde det glimrende
Den vilde, halve time var den eneste gode i weekenden. Resten var kedeligt med kæmpe sejre og en rystende ringe indsats af NFH Nykøbing, der simpelthen er for gode til over to dage at være så dårlige.
Dommerne var til debat før stævnet. Alle fire par og deres makkere ved dommerbordet gjorde det glimrende. Båden gyngede lidt i 1. halvleg for de finaledebuterende Thomas Kalisz og Michael Søegaard, men de slap mere end fint fra opgaven.
Det ændrer ikke ved debattens pointe: At DHF bliver nødt til at sende de rigtige signaler, når de udtager dommere til topkampene for begge køn. Enten dømmer de bedste dommere de bedste kampe hos begge køn eller også siger DHF åbent, at det er nemmere at dømme kvinde- end herrehåndbold. Indtil da er der ikke ligestilling i dansk håndbold.
Ugens notabene
TTH Holstebro. Hvad skal man efterhånden blive ved at mene om den eklatante nedtur, storklubben på andet år opholder sig i?
I fredags foran med tre mål mod Mors/Thy, der absolut ikke gør nogen fortræd i denne sæson, og alligevel blev det hele formøblet og egen slutspilsskæbne i onsdagens sidste grundspilsrunde er nu væk.
Det kan meget vel blive anden sæson i træk uden slutspil for nordvestjyderne, hvis selvbevidsthed, budget og setup emmer af top fire i dansk håndbold.
Skal man rose TTH for noget som helst, skal det være for roen omkring nedturen. Man fyrer ikke til højre og venstre til trods for to års dårligdomme.
Nedturens pile peger på direktør John Mikkelsen og træner Søren Hansen. To indædte TTH’ere, der har foræret deres håndboldliv til netop denne klub.
Mit gæt skal være, at de i alle andre klubber var blevet kylet på porten for længst. Og således vil romantikerne anføre, at der også er noget smukt i al TTH-elendigheden. Ligesom Leonardo de Caprio skabte smukke scener, da Titanic sank.