Pytlick stopper øjeblikkeligt som landstræner

Jan Pytlick følte sig klar til at vende hjem til Danmark igen.

55-årige Jan Pytlick stopper som landstræner for Saudi-Arabiens herrelandshold.

Det oplyser den erfarne håndboldtræner til TV 2 Sport, hvor han også forklarer, hvorfor samarbejdet med Saudi-Arabien skulle stoppes før tid.

- Jeg havde kontrakt frem til juli måned på en etårig aftale. De ville gerne forlænge med mig, men jeg var ikke interesseret i en forlængelse, og det meddelte jeg dem så. Og så kiggede vi jo ind i, at det saudiske landshold først skulle noget i midten af juni måned.

- Så jeg skulle sidde nede i Saudi Arabien og stort set ikke lave noget. Og så blev vi enige om, at vi lige så godt kunne ophæve samarbejdet nu, lyder det fra Pytlick.

Tid til at vende hjem

Den mangeårige succestræner startede som landstræner i Saudi-Arabien sidste år, og højdepunktet blev VM i januar, hvor Pytlicks tropper dog ikke leverede noget mindeværdigt.

Hvad er årsagen til, at du ikke ville forlænge med dem?

- Der var nogle familiære ting, og der var nogle håndboldmæssige ting. Jeg synes, at nu havde jeg prøvet det, og jeg ville rigtig gerne til VM, og det kom jeg. Og så synes jeg egentlig, det var tid til at vende hovedet hjemad igen.

Der har jo været meget fokus på alt det her med menneskerettigheder, og modtagelsen herhjemme var kraftig, da du skiftede. Har det spillet ind i overvejelserne?

- Nej. Overhovedet ikke. Overhovedet ikke, fastlår Pytlick.

Glæder sig over oplevelsen

Jan Pytlick nåede at arbejde med holdet et halvt år inden VM-slutrunden, hvor Saudi-Arabien blev nummer 29 ud af 32 mandskaber.

Ikke en udpræget succes, men den danske træner er glad for de oplevelser, han nåede at få i jobbet.

- Det har været utrolig spændende og udfordrende. Og det var nogle gode fyre at arbejde med. VM var en spændende udfordring, og det var det, jeg så gerne ville. Og selvom vi jo ikke havde niveauet til rigtigt at være med, kom vi jo så til Presidents Cup og vandt et par kampe.

- Vi vidste jo godt, vi ville få det svært, men jeg synes, det var en fed oplevelse at være med til sådan et herremesterskab. Alt i alt har det været spændende, men det har selvfølgelig også været en udfordring på nogle områder, fordi at der kultur- og håndboldmæssigt bare er en kæmpestor forskel.

Jan Pytlick fortæller, at han mener, det rigtige for saudisk herrehåndbold er, at de får en træner, der kan være der i mange år og som er klar på at bygge noget nyt op.

En opgave, han ikke selv var indstillet på.