Nicolej Krickau fortsætter i GOG
36-årige Nicolej Krickau har været cheftræner i GOG siden 2017, og han og klubben havde i forvejen papirer på hinanden frem til sommeren 2024.
Nicolej Krickau er en enormt eftertragtet og anerkendt håndboldtræner.
Selv har han for nyligt løftet sløret for en drøm om at blive træner i Bundesligaen og spille de store kampe hver uge.
Men den bliver formentlig ikke til virkelighed lige foreløbigt. Krickau har i hvert fald forlænget sin kontrakt med GOG yderligere ét år – altså frem til sommeren 2025. Det oplyser Sport Fyn.
Lokalavisen skriver, at aftalen om en forlængelse kom i stand for flere måneder siden, men at GOG bare har gået stille med nyheden.
Sport Fyn har selv snakket med Krickau, der selvfølgelig glæder sig over forlængelsen.
- Jeg er helt med på den her tur i GOG, og jeg kan sagtens se mig selv i GOG også efter 2025. Nu prøver vi igen, om vi kan lave et nyt godt hold. Og det bliver et nyt hold (blandt andet uden de to profiler Simon Bogetoft Pytlick og Lukas Jørgensen, red.), men det er jeg også klar til at tage ansvaret for, fortæller GOG-træneren til Sport Fyn.
Det er uvist, om der er klausuler i den nye kontrakt, der gør, at Krickau kan bryde med klubben før tid, hvis det rigtige tilbud fra udlandet dukker op.
På trods af sine blot 36 år år har Krickau været i GOG siden 2017, og han var i sidste sæson med til at sikre det fynske mandskab deres første mesterskab siden konkursen.
Krickau har også vundet flere medaljer med sit mandskab, som han blev pokalmester med i 19/20-sæsonen.