NFH vinder drama – sørger for dansk finale

Søndag mødes NFH og Ikast Håndbold ved finalen i European League.

Det bliver en ren dansk finale, når European League skal afgøres søndag.

Tidligere lørdag vandt Ikast Håndbold over Thüringer, og efterfølgende spillede NFH sig i finalen med en sejr over Borussia Dortmund.

Der skulle en straffekastkonkurrence til for at sikre NFH en sejr, men efter et stort drama kunne spillere, trænere og stabmedlemmer juble i en stor klynge.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

I midten af første halvleg slog tyskerne et lille hul på måltavlen, og ved pausen førte Dortmund 17-13.

Jakob Larsens mandskab var reelt i fare for at blive sat af, hvis ikke der kom lidt mere fut i angrebsspillet og større koncentration i forsvarsspillet.

I begyndelsen af anden halvleg så Dortmund ud til at løbe fra NFH, men så skiftede momentum.

Pludselig gjorde danskerne alting rigtigt i begge ender af banen, og så gik NFH fra at have været bagud 17-22 til at føre 23-22.

Dortmund fik overtaget igen og førte med tre mål for at blot at smide føringen væk igen.

NFH lavede en teknisk fejl, da holdet kunne have afgjort kampen i ordinær spilletid, men Dortmund formåede ikke at udnytte den. Den ordinære spilletid endte 29-29.

Fejl og brændt mulighed i slutfasen

I den forlængede spilletid lavede NFH igen en teknisk fejl på et kritisk tidspunkt, men slap med skrækken.

Dortmund smed efterfølgende bolden væk, så med få sekunder tilbage på klokken fik NFH et kontraangreb, men Elma Halilcevic brændte den store mulighed.

Så måtte holdene ud i straffekastkonkurrence, og her var falstringerne stærkest.

Elma Halilcevic brændte først for NFH, men Cecilie Greve pillede tre straffekast i træk, og så blev hun overfaldet af holdkammeraterne, der ville fejre finalepladsen.