Skadet Pytlick misser europæisk brag

Simon Pytlick vil gøre alt for at blive klar til DM-semifinalerne, men han kender endnu ikke omfanget af sin skade.

En stort navn manglede på GOG's holdkort, da sydfynboerne havde besøg af Bjerringbro-Silkeborg søndag aften.

Simon Pytlick sad over i kampen, da han døjer med en knæskade. Efter kampen forklarede han til TV 2 Sport, at han med sikkerhed misser returkampen mod Barcelona i Champions League-kvartfinalen.

Men han vil gøre alt for at blive klar til DM-semifinalerne mod Skjern.

Hvor alvorlig er skaden?

- Det er lidt svært at svare på, for vi kender ikke lige helt omfanget af det endnu. Sidst jeg havde den der (knæskade, red.), tog det nogen tid, men vi kæmper selvfølgelig utrolig hårdt, for at jeg skal blive klar til DM-semifinalerne. Det er lidt, hvordan knæet reagerer de næste dage, siger Simon Pytlick til TV 2 Sport.

- Det er en patellasene (springerknæ, red.), der sidder lige under knæet, og sidst jeg havde en skade dér, tog det nogen tid. Vi er positive, men det er svært at svare på (hvornår han er klar, red.).

Satser alt på DM-semifinalerne

Den første DM-semifinale mellem GOG og Skjern spilles søndag 21. maj, og det er den kamp, Pytlick i første omgang sigter efter.

Da GOG tabte 30-37 hjemme til Barcelona i den første Champions League-kvartfinale, ser et avancement meget svært ud – især når returkampen er i Spanien.

Derfor har GOG valgt ikke at satse og sparer ham derfor mod storholdet.

- Det er vigtigst med DM-semifinalerne. Champions League får vi ikke med al respekt. Planen er, at jeg skal blive klar til semifinalerne, og så sidder jeg over mod Barcelona, siger Simon Pytlick.

GOG vandt hjemmekampen mod Bjerringbro-Silkeborg med 30-27 og sluttede øverst i slutspilspulje 2.