Esbjerg har fundet Jesper Jensens afløser
Tidligere på året blev det meldt ud, at Jesper Jensen stopper i Team Esbjerg efter den kommende sæson.
Artiklen er opdateret, efter Esbjerg har bekræftet nyheden.
I dag kommer dessinerne på dansk. Fra sommeren 2024 vil det være på svensk.
Det bliver således Tomas Axnér, der overtager cheftrænerposten i håndboldklubben Team Esbjerg, når klubbens nuværende cheftræner, Jesper Jensen, takker af efter den kommende sæson efter syv år i det vestjyske.
Det skriver Aftonbladet, og det stemmer overens med TV 2 Sports oplysninger. Senere onsdag har Team Esbjerg også bekræftet nyheden i en pressemeddelelse.
- Klubben har en attraktiv måde at spille håndbold på og spiller på et meget højt niveau, der er med til at sætte standarden for spillet og udviklingen af kvindehåndbold i Skandinavien. Nu har jeg fået indblik i, hvordan klubben fungerer, værdierne, den familiære stemning, og at man hele tiden har ambitioner om at blive bedre. Det føles på mange måder som et godt match for mig, udtaler Tomas Axnér.
Axnér har underskrevet en aftale med Esbjerg fra 2024 til 2026. Hans kontrakt som svensk landstræner udløber i sommeren 2026.
53-årige Axnér har været landstræner for de svenske håndboldkvinder siden 2020, og så sent som i slutningen af marts i år forlængede han sin kontrakt med det svenske håndboldforbund frem til sommeren 2026.
Esbjerg blev dansk mester i 2019 og 2020 og vandt DM-sølv sidste år. I denne sæson er klubben i semifinalen i både den hjemlige liga og Champions League. I sidstnævnte turnering venter ungarske Ferencváros.
Esbjerg bliver det første kvindelige klubhold, som Tomas Axnér kommer til at stå i spidsen for.