Spillerne har været med til at finde ny træner
Team Esbjerg har onsdag præsenteret Tomas Axnér som ny træner efter en dialog med klubbens spillere.
Tomas Axnér bliver efter alt at dømme budt hjerteligt velkommen, når han tiltræder som Esbjerg-træner i sommeren 2024.
Spillerne i klubben har nemlig været med til at bestemme hvilken træner, der skal afløse Jesper Jensen. Det fortæller Team Esbjerg i en pressemeddelelse.
- Det har været en enestående proces, hvor spillerne har været meget aktive i at tegne en profil af den kommende cheftræner. Vi har ikke ønsket en kloning af Jesper Jensen, men en fuldgod erstatning, der kan udvikle holdet til det det næste niveau, fortæller bestyrelsesformand Bjarne Jensen.
Et af spillerens hovedkriterier til den nye træner var, at vedkommende selv har spillet på topniveau. Et andet vigtigt punkt for spillerne lyder, at den nye træner har længere ansættelser på sit cv. Spillerne foretrækker nemlig et længevarende samarbejde, skriver Esbjerg.
- Da ledelsen selv tog over, og vi skulle finde en kandidat til posten, sprang Tomas Axnér suverænt i øjnene, og vi har ikke kontaktet andre emner. Tomas er rolig, velafbalanceret og lyttende, og han deltager i at udvikle næste generation af spillere, siger Bjarne Pedersen.
Den helt rigtige proces, siger Nyegaard
Som spiller har Tomas Axnér tørnet ud for Lugi, Lund, Gummersbach og Minden. Som træner har han været assistent i både Lugi og Lund, inden han blev cheftræner i Lugi periodeerne 2012-2014 og 2015-2020. Siden da har han været ansat som svensk landstræner, hvor hans kontrakt for nylig blev forlænget til sommeren 2026.
- Det er den helt rigtige proces at tage spillerne med på råd, siger TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard.
- I de fleste klubber der et spillerråd med tre-fire spillere, som klubben konfererer med. Der tager man typisk alle problemstillinger op, og det er en rigtig god idé at delagtiggøre spillerne for at høre om deres ønsker. I denne proces virker det meget fornuftigt, at spillerne har prioriteret at få en træner, der kan være i samme job i lang tid.
At dømme ud fra pressemeddelelsen, hvor Axnér bliver præsenteret som kommende Esbjerg-træner, er der tale om et godt match. Med ham som chef er det i hvert fald ikke sidste gang, spillerne blive hørt, siger han:
- Jeg betragter mit lederskab som en styrke. Jeg er tydelig med, hvad jeg synes, er vigtigt, og jeg er involverende og lader spillerne komme til orde. Jeg ser på mennesker og vil udvikle dem. Det er min største drivkraft, siger Tomas Axnér.
Tomas Axnérs aftale med Esbjerg løber fra sommeren 2024 og tre år frem.