Håndbold

Lindberg slår utrolig rekord

I 15 år har Kyung-Shin Yoon haft rekorden for flest mål i Bundesligaen. Det har han ikke længere.

Ingen spillere har scoret flere mål i Bundesligaen end Hans Lindberg.

Lørdag aften blev den 41-årige dansker den mest scorende spiller nogensinde i Tysklands bedste række.

Med 12 mål i hjemmekampen mod Minden bragte Füchse Berlin-spilleren sin samlede total op på 2907 mål.

Dermed overhalede han rekordens tidligere indehaver, Kyung-Shin Yoon fra Sydkorea.

- Det er virkelig, virkelig spektakulært. Det bedste, jeg kan sige, er, at han definitivt bliver historisk nu, siger TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard.

I alt har danskeren brugt 463 kampe på at nå den imponerende måltotal. Det giver et gennemsnit på mere end 6 mål per kamp.

"Det er vanvittigt"

Sæsonen igennem har Hans Lindberg jagtet Kyung-Shin Yoons rekord, der lød på 2905 mål.

Længe har det været betragtet som et spørgsmål om tid, før den danske landsholdsspiller ville slå rekorden.

I februar blev rekordjagten dog sat på pause grundet en brækket hånd, men i starten af maj kunne han genoptage jagten, og lørdag aften kom den så omsider i hus.

- Jeg må bare sige, at det har min dybeste respekt. Det er vanvittigt, at han i så mange år har kunnet holde så ekstremt højt effektivitetsniveau.

- Og så hører det jo med, at det er sket i det, der utvivlsomt er verdens stærkeste liga, siger Bent Nyegaard.

Bliver aldrig slået, siger Nyegaard

Hans Lindberg skiftede i 2007 til HSV Hamburg, hvor han spillede i ni år. I 2016 tog danskeren turen videre til Füchse Berlin.

Tidligere på året kom det frem, at danskeren ikke ville få forlænget sin kontrakt, der stod til at udløbe efter indeværende sæson. Men hovedstadsklubben ombestemte sig, så de to parter nu har papirer på hinanden frem til sommeren 2024.

Dermed har Hans Lindberg alle muligheder for at udbygge rekorden. Det er dog ikke nødvendigt, vurderer Bent Nyegaard.

- Jeg vil gerne vove den påstand, at det her er en rekord, der aldrig bliver slået igen. Det er helt ekstraordinært, at vi har en spiller på 41 år, der stadig leverer på så højt et niveau.