Håndbold

Dansker forklarer vilde scener efter første mesterskab i 18 år

Den danske håndboldspiller Kasper Kisum fortæller om en mesterskabsfejring i Nordmakedonien, der overgår alt, hvad han prøvet før.

Hvis du forventer vilde scener, når en dansk mester skal kåres i de kommende uger, så kommer det nok alligevel ikke i nærheden af det, som Kasper Kisum for tiden oplever i Nordmakedonien.

Lørdag vandt den danske håndboldspiller det nordmakedonske mesterskab med Eurofarm Pelister.

Klubbens første mesterskab i intet mindre end 18 år.

Det blev fejret stort af Pelisters tilhængere, som samlede sig i byen til en improviseret mesterskabsfejring med klubbens spillere i centrum.

- Da vi havde vundet, så tænkte jeg, at det var kæmpestort. Men det først, da vi kom hjem til byen, at jeg kunne mærke, hvor meget større det er end bare et mesterskab.

- Det kommer ikke i nærheden af noget, jeg har prøvet i nogen som helst sammenhænge, fortæller Kasper Kisum til TV 2 Sport.

Fans slog på bussen

Pelisters tilhængere stoppede Kisum og hans medspillere lidt udenfor byen, hvor holdet var på vej hjem fra udebanesejren, der definitivt sikrede mesterskabet.

Her mærkede Kasper Kisum den nordmakedonske fankultur for fuld udblæsning.

- Det startede fem-seks kilometer, inden vi kom i nærheden af byen, hvor vi blev stoppet af 20 biler med fans, der stod med romerlys og blokerede vejen. Så kørte de ellers i et optog foran os med 50-60 biler, der kørte med hornet i bund og romerlys ud ad vinduet.

- Stort set alle mennesker fra den by var kommet ud på gaden og stod og slog på bussen. Vi var et stykke tid, hvor alle lige skulle have lov til at røre os spillere.

- Politiet kørte derefter med på siden, men færdselsreglerne blev ikke overholdt, lad mig sige det sådan, fortæller danskeren.

Kasper Kisum og Eurofarm Pelister blev fejret af en stor gruppe fans på deres bustur på vej hjem fra hallen. Video: TV 2 Sport

Som at spille fodbold i Italien

Pelisters udebanesejr lød på 28-25 over Ohrid, og dermed kan klubben ikke længere hentes af rivalerne fra Vardar 1961. Klubben fra Skopje har ellers siddet på den nordmakedonske håndboldtrone siden 2015 med syv mesterskaber i træk.

Kasper Kisum har kunnet dele oplevelserne med danske Sebastian Henneberg, som også spiller i Pelister.

- Sebastian Henneberg og jeg snakkede om, at man kan sammenligne det med at spille fodbold i Italien i en lidt mindre udgave. Nordmakedonske håndboldfans lægger nogle helt andre følelser i det, end tilhængere gør i Danmark og andre steder, jeg har spillet.

- Fansene kommer jo nærmest grædende ud og er helt færdige over, at vi har vundet mesterskabet, siger Kasper Kisum, der tidligere har spillet i Nordsjælland og Sønderjyske.

I næste weekend kan der igen forventes vild mesterskabsfejring, når Pelister får lov til at løfte trofæet på hjemmebane i den sidste spillerunde.

Med mesterskabet følger der også en billet til næste sæsons Champions League.

Tidligere på sæsonen har tilskuernes passion dog også vist sig at tage overhånd. Mod Vardar måtte Kisum og de øvrige spillere flygte ned i omklædningsrummet, da der udbrød slåskampe mellem fansgrupperingerne.