- Det er pinligt, siger Skjern-back efter afklapsning
GOG tog en storsejr i den første DM-semifinale mod Skjern. Akkurat som de gjorde sidste år.
GOG har været til at tale med i slutspillet, men da det søndag var blevet semifinaletid viste de forsvarede danske mestre deres høje niveau.
På hjemmebane i Gudme bankede GOG gæsterne fra Skjern med 34-25.
Det var ikke ligefrem sådan, Skjern havde håbet at starte semifinaleserien mod GOG.
- Selvfølgelig er det hårdt at komme her ned og få en kæmpe lussing på ni mål. Det er jo pinligt.
- Vi prøvede det også sidste år, men der fandt vi tilbage igen til vores dyder i Skjern Bank Arena. Det regner jeg med sker igen, siger Skjerns Jonathan Würtz til TV 2 Sport.
Bagspilleren hæfter sig ved sidste års semifinaler, hvor Skjern og GOG også tørnede sammen. Her vandt GOG første opgør med ti mål, hvorefter Skjern sejrede på hjemmebane og fremtvang en tredje semifinale. En kamp, som GOG dog vandt.
- Den bedste hjemmebane i Danmark
Søndag var der stor forskel på de to hold, erkender Würtz.
- De havde ti procent mere end os. De ville det mere end os. Det var tydeligt at se. Vi havde store problemer angrebsmæssigt, og selvom Bonde (Christoffer Bonde, Skjerns målmand, red.) stod godt, kom vi hurtigt bagud med fem-seks stykker, og så er det bare svært, siger Jonathan Würtz.
I GOG mener Nicolai Nygaard Pedersen, at GOG leverede en bedre præstation, end det mesterholdet viste i slutspillet.
- Først og fremmest har vi den bedste hjemmebane i Danmark. Folk er mødt op for at bakke os op.
- Jeg synes, at de ting, vi har prøvet at justere i slutspillet, hvor det ikke helt har siddet i skabet, de lykkedes, og så viste vi, hvor gode vi er, siger GOG-spilleren.
Returopgøret i Skjern spilles på onsdag, hvor GOG altså er klar til finalen, hvis kampen ender uafgjort eller en GOG-sejr.