Odense tvinger semifinale ud i afgørende kamp
Finalen i Kvindeligaen bliver et opgør mellem Odense eller Ikast og Team Esbjerg.
Odense Håndbold var tvunget til sejr i tirsdagens anden DM-semifinale mod Ikast – og de fik den.
Selvom de var bagud med tre mål midt i anden halvleg, fik de forsvarende mestre vendt opgøret på hovedet og snuppet sejren til sidst.
Dermed skal semifinaleserien mellem Odense og Ikast ud i en tredje og afgørende kamp om en plads i finalen. Den kamp spilles lørdag.
I finalen venter Esbjerg, der tidligere tirsdag slog Nykøbing Falster i deres semifinale og spillede sig videre.
Ikast skulle "bare" bruge en uafgjort i tirsdagens kamp. Så havde de booket billet til finalen. Men sådan gik det ikke.
Det faktum ærger Ikast-profilen Stine Skogrand, der havde håbet på mere.
- Vi havde for mange problemer med at lave mål, og vi havde problemer med at spille seks mod syv, og det skal vi have rettet til på lørdag
- Det var sindssygt irriterende, at vi ikke fik den lukket i dag (tirsdag, red.). Alt var i vores hænder, siger hun til TV 2 Sport umiddelbart efter kampen.
Odense Håndbold vandt det danske mesterskab i både 2021 og 2022.