- Deres tacklinger tangerer til det usportslige, siger Odense-profil
Odense Håndbolds Helena Elver er utilfreds med Ikasts tacklingerne i deres seneste to semifinalemøder.
Sportsfolk hævder ofte, at deres personlighed skifter, når de går på banen, og adrenalinen pumper.
Det er muligvis også tilfældet for håndboldspillerne Helena Elver og Sarah Iversen, der er veninder uden for banen, men det var til at overse i tirsdagens semifinale mellem Odense Håndbold og Ikast.
De to gik i løbet af kampen hårdt til hinanden, og ifølge Elver var Iversens tacklinger til den grove side.
- Sarah og jeg kender hinanden uden for banen, og jeg kan rigtig gode lide hende uden for banen. Men jeg sagde også til hende, at jeg virkelig ikke synes, at det der er okay. Det er to hænder nærmest direkte i solar plexus. Jeg synes, at de havde en tendens til at ”efterskubbe” rigtig meget i sidste kamp også. Det sagde jeg også til dommerne, fortæller Helena Elver efter kampen til TV 2 Sport.
Elver erkender, at det er en del af sporten at sætte hårde tacklinger ind, men at behandlingen fra Ikast-spillerne var unødvendig hård.
- Jeg synes, at det er helt okay at spille hårdt. Det vil jeg rigtig gerne være med til, og jeg vil også gerne have, at mit forsvar deler nogle madder ud. Men jeg synes, at nogle af deres tacklinger tangerer til det usportslige.
- Det irriterer mig rigtig meget. Det er også derfor, at jeg siger fra over for Sarah. For jeg synes ikke, det er okay at komme med sådanne tacklinger, lyder det.
Odense Håndbold besejrede Ikast med 24-26, og det tvinger de to hold ud i en tredje og afgørende kamp, der spilles lørdag.
I finalen venter Esbjerg, der tirsdag slog Nykøbing Falster i deres semifinale og spillede sig videre.