GOG er klar til DM-finalen
For anden gang på fire dage uddelte GOG semifinaleklø til Skjern. Fynboerne er finaleklar efter sejr på 37-30.
GOG leverede op til favoritværdigheden, da de sikkert besejrede Skjern Håndbold med 37-30 i mandskabernes anden DM-semifinale.
Da det fynske mandskab også vandt den første semifinale, er de nu klar til DM-finalen.
Her venter enten Fredercia eller Aalborg Håndbold.
Sådan forløb kampen ifølge Ritzau:
GOG er kommet et vigtigt skridt tættere på at forsvare DM-guldet fra sidste år.
Onsdag kvalificerede den fynske håndboldgigant sig til DM-finaleserien ved at vinde 37-30 i Skjern. GOG vandt også den første semifinale mellem holdene, så en tredje semifinale er ikke nødvendig.
Spændingen var reelt væk inden de sidste ti minutter, da Simon Pytlick havde sendt GOG i front med fem mål.
Med til de magelige sejrscifre hører også, at Skjern på intet tidspunkt var foran i kampen.
Vestjyderne vidste, at holdet var tvunget til at vinde for at fremtvinge en tredje semifinale, men hjemmeholdet måtte sande, at holdet var oppe imod overmagten, som det også var tilfældet i Gudme i søndags.
Forrygende start
GOG fik en forrygende indledning på onsdagens semifinale i Skjern, og de blåklædte gæster fra Sydfyn var ved at trække fra, før hjemmeholdet fik lidt bedre fat i både forsvars- og angrebsspil.
Skjern fik fuld kontakt igen ved 12-12, men ved pausen førte GOG med 18-15.
Hjemmeholdet fik atter indhentet efterslæbet, men kom ikke tættere på end 20-20 i begyndelsen af anden halvleg. Det var det sidste, Skjern så til GOG på måltavlen, for i den resterende del af kampen var der tydelig klasseforskel.
Lukas Jørgensen og Emil Madsen førte an i massakren med otte mål hver.
Mens GOG nu skal spille om guldmedaljer, slutter Skjerns sæson med bronzekampe.