GOG føler, at de har modbevist kritikere

GOG mistede en række profiler før sæsonen. Nu står klubben alligevel i DM-finalen.

  • 34-25
  • 37-30

I de to semifinaler mod Skjern efterlod GOG ingen tvivl: Klubben fra Sydfyn er klar til DM-finalerne.

GOG-holdet mener, at de med finalepladsen har modbevidst dem, som inden sæsonen tvivlede på, om holdet kunne gentages sidste års succes.

- Det er ubeskriveligt. Vi har kæmpet hele sæsonen for det, og der var mange, som tvivlede lidt på os. Vi mistede mange store profiler sidste år. Det er virkelig fedt, siger Emil Madsen til TV 2 Sport.

- Vi har ikke spillet godt i slutspillet, men at vi kan bevise, at vi hører til i finalerne, efter de her to kampe betyder utrolig meget for holdet og alle omkring klubben.

Sagde farvel til profiler

Netop 22-årige Emil Madsen er en af dem, der har spillet sig ind som en fast del af GOG-mandskabet og udfyldt nogle af de huller, som flere profil-afgange efterlod på holdet.

Det var nemlig ikke bare Mathias Gidsel, men også Oscar Bergendahl og Emil Lærke samt målmændene Viktor Gisli Hallgrimsson og Torbjørn Bergerud, som de forsvarende danske mestre sagde farvel til før sæsonen.

- At vi kan gå ind og levere så god håndbold over to kampe, er imponerende, og det synes jeg vidner om, hvilket hold vi render rundt med.

- Måske også i forhold til den kritik, vi fik i starten af sæsonen, hvor der var mange, der ikke troede på, at vi kunne gå ind og gøre det på den her måde. Stor cadeau til hele holdet. Jeg synes, de er fantastiske, siger Simon Pytlick.

Vil slutte med et mesterskab

Om få uger er det så Pytlicks egen tur til at forlade Fyn, når turen går til Flensburg-Handewitt sammen med holdkammerat Lukas Jørgensen.

24-årige Jørgensen drømmer om at slutte tiden i GOG af med et dansk mesterskab.

- GOG står mig utrolig nært, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ville elske at slutte af med et mesterskab. Sidste år kunne vi mærke, hvor meget det betød på Sydfyn, at vi fik den guldmedalje efter mange år, hvor klubben skulle kæmpe sig tilbage.

- Hvis jeg kan få lov at slutte af med en medalje – en guldmedalje – så vil det betyde utrolig meget og være et perfekt punktum for denne gang, siger Lukas Jørgensen.

I finalen møder GOG enten Aalborg eller Fredericia, som skal ud i en tredje semifinale.