Håndbold

EHF suspenderer dommeransvarlig efter TV 2-afsløring

Dragan Nachevski er blevet fritaget for alle sine opgaver i europæisk håndbold indtil videre.

Det europæiske håndboldforbund, EHF, har suspenderet sin dommeransvarlig, makedoneren Dragan Nachevski, med øjeblikkelig virkning.

Det sker på baggrund af informationer, som EHF har modtaget fra TV 2 Danmark i forbindelse med arbejdet med en tv-dokumentar om potentiel matchfixing i international håndbold.

Beslutningen om at suspendere Dragan Nachevski blev taget af EHF's eksekutivkomite på et ekstraordinært møde torsdag.

I TV-dokumentaren, som efter planen bliver vist på TV 2 og TV 2 Play til sommer, er der optagelser af et møde i januar 2020 mellem Dragan Nachevski og en mand, der udgiver sig for at være en forretningsmand, der gerne vil have et kinesisk håndboldhold med i den østeuropæiske SEHA League.

TV 2 fik tilbage i 2019 en række tip omkring Dragan Navcheski, som i mange år har påsat dommere til internationale håndboldkampe – herunder også til store slutrunder. På baggrund af de tip valgte TV 2 at sætte et møde op med Dragan Nachevski på et hotel under EM i Sverige i januar 2020. Nachevski troede, at han skulle mødes med en kinesisk forretningsmand, men det var i virkeligheden en skuespiller hyret af TV 2.

EHF og Dragan Nachevski er blevet forelagt indholdet af samtalen mellem Nachevski og den kinesiske ’forretningsmand’, og det er på den baggrund, at EHF nu har suspenderet Dragan Nachevski.

- EHF er blevet informeret af TV 2 om, at Dragan Nachevski på dette møde mere end én gang takkede nej til et tilbud om at samarbejde om matchfixing. Men ifølge citater tog han ikke helt afstand fra sagen og sendte derfor forkerte signaler i den rolle, han repræsenterede, skriver EHF på forbundets hjemmeside.

Nachevski afviser

I TV 2s kommende dokumentar medvirker også en tidligere international dommer, der anonymt fortæller, at Dragan Nachevski via en anden person har bedt dommeren om at manipulere resultatet af en håndboldkamp.

Dragan Nachevski afviser i et skriftligt statement til EHF, at han nogensinde har været involveret i matchfixing.

EHF understreger, at Dragan Navhevski i sin rolle som dommeransvarlig ikke længere står for påsætningen af dommere til kampe i europæisk håndbold. Det blev ændret i 2019, hvor ansvaret for påsætningen af dommere i stedet blev lagt hos ansatte i EHF's administration.

Dragan Navcheski har været dommeransvarlig i EHF i adskillige år og er far til topdommeren Gjorgji Navcheski, som er en af de dommere, der er mistænkt for matchfixing i den rapport fra analysefirmaet Sportradar, som TV 2 Danmark kunne afsløre indholdet af tilbage i januar under VM.