Én sejr fra sensationen: - Alt er muligt. Det er min filosofi

Fredericia HK sluttede som nummer syv i HTH Herreligaens grundspil. Nu er klubben én sejr fra DM-finalerne.

Se den afgørende DM-semifinale mellem Fredericia og Aalborg på TV 2 og TV 2 Play fra klokken 16.

Jublen var total hos Fredericia HK, da klubben sled sig til en sejr over Aalborg Håndbold og udlignede i DM-semifinalerne onsdag aften.

Dermed fortsætter eventyret for fredericianerne, der har leveret overraskelse efter overraskelse denne sæson. Tredje og endelige slag mod Aalborg Håndbold skal stå søndag eftermiddag.

Det vil være en fuldstændig sensation, hvis Fredericia kommer i finalen

TV 2 Sports håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen

Men selvom nordjyderne hjemme bærer favoritværdigheden til at booke en plads i DM-finalerne, hvor GOG venter, tror Fredericia HK-cheftræner Gudmundur Gudmundsson på, at holdet igen kan levere varen.

- Alt er muligt. Det er min filosofi.

- Vi har spillet godt, og vi har masser af selvtillid. Hele slutspilspuljen har vi spillet godt. Vi spiller uafgjort ude mod GOG, og vi slår Skanderborg Aarhus. Vi har vist, at vi kan spille god håndbold, og det gjorde vi hjemme mod Aalborg i sidste kamp. Så vi glæder os, siger islændingen til TV 2 Sport.

Hårdt arbejde har lagt det solide fundament

Fredericia sluttede som nummer syv i HTH Herreligaens grundspil. I slutspilspuljen med GOG, Bjerringbro/Silkeborg og Skanderborg Aarhus gik klubben så videre på andenpladsen og sikrede sig en plads i DM-semifinalerne for første gang i 43 år.

Fredericia spillede sig i DM-semifinalen for første gang i 43 år med en 26-24-sejr over Skanderborg Aarhus. Video: TV 2 Sport

I spidsen for projektet står Gudmundur Gudmundsson, og han mener ikke, det er tilfældigt, at holdet står i den utrolige situation.

- Vi har trænet rigtig godt fra begyndelsen af juli sidste år, og drengene har givet det hele til hver eneste træning. Vi har arbejdet med en masse ting, og vi er blevet bedre og bedre.

- Vi har gang i et meget spændende projekt.

Dét mener også TV 2 Sports håndboldekspert Peter Bruun Jørgensen, der er imponeret over klubbens præstationer.

- De har været aldeles fremragende, og deres semifinaleplads er helt fortjent. Sejren over Aalborg var magisk, og det vil være en fuldstændig sensation, hvis Fredericia kommer i finalen.

Selv forventer eksperten, at en seværdig semifinale er i vente søndag eftermiddag.

- Jeg forventer, at det bliver et drama, og at der bliver fuldt hus i Aalborg. Jeg forventer også, at Aalborg vil sætte sig på opgøret rent fysisk. Det er så spørgsmålet, om det vil lykkes.

Dét skal vise sig, når de to mandskaber tørner sammen med kampstart klokken 16.00. Opgøret kan ses på TV 2 og TV 2 Play.