Ingen dansk klub har nogensinde investeret så meget – de vinder suverænt

Læs håndboldekspert Bent Nyegaards store sæsonoptakt for hvert hold i herreligaen. Han giver også sit bud på deres slutplacering.

Sådan sender vi håndbold på TV 2's kanaler.

Se klubbernes vigtigste transfers under grafikken.

Nyegaards sæsonoptakt

Herreligaen 2023/24

1️⃣

Aalborg Håndbold

Økonomisk magtdemonstration fra Aalborg Håndbold.

Niklas Landin, Simon Hald, Lukas Nilsson, Aleks Vlah, Patrick Wiesmach, Jack Thurin. Og ja, jeg er med på, at Claar, Sandell med flere har sagt adieu, men ingen dansk klub har nogensinde investeret så mange penge på at opnå sportslig succes.

Ni kvalitetsspilere til bagkæden, og selvfølgelig får cheftræner Stefan Madsen problemer med at holde alle glade, og det er han helt på det rene med.

- Vore største fjender er skader og intern uro, og det er min og Simon Dahls (ny assistenttræner) fornemste opgave at få det til at fungere, konstaterer Madsen.

- Kompetencerne står i kø, fortsætter cheftræneren.

- Og indimellem kan jeg ikke undgå at blive imponeret over niveauet til træning, siger Madsen, der har endnu et klart mål for sæsonen:

- Vi skal i dén grad være et kontrahold. De allerfleste her er tovejsspillere, og det skal selvfølgelig udnyttes, og vi skal nok finde løsninger, så den bedste kontraspiller overhovedet, Mikkel Hansen, får en afgørende rolle.

Målsætningerne behøver ingen være i tvivl om. For Aalborg Håndbold gælder det om at vinde det hele. To år uden mesterskab gør ondt på de ambitiøse nordjyder.

Forudsætningen for en kontramaskine har aldrig været bedre. Verdens bedste Landin skal i samarbejde med Møllgaard, Simon Hald, Antonsen og Jesper Nielsen – når han er helt frisk – og, nåh ja, så kan Hoxer såmænd også tage en tørn blandt de hårde drenge.

Den defensiv har international topklasse, og jeg har svært ved at se, hvem der for alvor skal true Landin & Co. i at vinde hele skidtet.

Det havde jeg også forud for sidste sæson, men med den bredde ... nu har jeg nævnt både angrebsspillerne, forsvarsaktørerne, målmandskompetencerne – og søreme om ikke de nordjyske fløje også har fået merværdi. Patrick Wiesmach er hentet ind til den i forvejen mere end kapable Bjørnsen.

Hansen & Co. sætter sig på hele pladen.

Den massive investering gør Aalborg Håndbold til en suveræn dansk mester. Også selvom det blev til et overraskende nederlag i Super Cuppen til rivalerne fra Fyn.

Foto: TV 2 Sport

2️⃣

GOG

Guldet skal stadig til Gudme.

En ny chef er landet på Sydøstfyn. Ian Marko Fog skal løfte den meget svære opgave, det er at efterfølge Nicolej Krickau, der sagde farvel efter at have vundet både pokal og mesterskab samt leveret en forrygende sæson i Champions League.

Fog går ydmygt til opgaven, men slår samtidig fast, at guldet igen skal lande i Gudme, og han har også en plan for hvordan:

- Forsvaret skal styrkes. Jeg råder over en god bredde og en masse fysik, så første opgave bliver at lukke færre mål ind, forklarer cheftræneren, der mener at have mange muligheder og nævner i flæng Frederik Clausen, Zachariassen, Anton Lindskog, Henrik Jacobsen og Aron Mensing som mulighederne i holdets centrale forsvar.

Fog vil også spille med flere varianter med udgangspunkt i den faste 6:0-enhed, og det giver god mening, da GOG helt i særklasse var det hold, der lukkede flest mål ind i sidste sæson. Et notabene skal med, for det havde selvfølgelig noget at gøre med, at GOG også – helt i særklasse – var holdet med de fleste scoringer.

Angrebsspillet bliver lagt i hoved og hænder på Morten Olsen, der – som de seneste sæsoner – er den helt store strateg, når de angrebsmæssige strategier skal udtænkes. To af sidste sæsons hovedaktører, Simon Pytlick og Lukas Jørgensen, kan ikke erstattes én til én, men Zachariassen er stærkt på vej tilbage, og de nytilkomne skytter Aron Mensing og Linus Persson skal Olsen nok få sat i gunstige løbebaner.

Forberedelserne har været omgærdet af store og små skadesproblematikker. Anders Zachariassen, Emil Madsen, Frederik Clausen, Laurits Legér, Linus Persson har alle haft kortere eller længere perioder på sidelinjen, men når alle igen melder sig klar, vil de danske mestre stadig være et mandskab, der skal regnes med helt i top.

Problemet for Fog og hans udvalgte er, at nogle nordjyder er så forbistret opsatte på at slå dem af pinden.

Det lykkes for nordjyderne.

Guldet kommer ikke til Gudme, selvom de overraskende vandt klubbernes første duel i Super Cuppen.

GOG vinder sølv.

Foto: GOG

3️⃣

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold

Medaljer skal i hus.

Bjerringbro-Silkeborg-træner Patrick Westerholm vil ikke høre noget sniksnak.

- Alle i og omkring holdet var skuffet over sidste sæsons afslutning, og vi behøver ikke snakke meget om det. Parolen er klar. Vi skal have medaljer. Punktum.

Westerholm vurderer også, at hans hold er stærkere end sidste sæson.

Nok ikke den helt store overraskelse, i og med Rasmus Lauge er vendt hjem til barndomsklubben, og storskytten William Bogojevic er tilbage efter sin korsbåndsskade, men også her er det tid for en stillingtagen:

Den danske liga kan du ikke sammenligne med den ungarske. Herhjemme er der langt større belastning, og derfor bliver opgaven at dosere – ikke bare Lauge – men i det hele taget, så afgørende spillere kan spille 50 minutter, når der virkelig er brug for det.

Hjemvendte Lauge er tiltænkt flere roller. Både som back i forsvaret, men også som den forreste i et 5:1-forsvar.

- Lauge er en fremragende kontraspiller, og det var et område, hvor vi simpelthen ikke var dygtige nok i sidste sæson. Derfor skal han selvfølgelig med i den fase, konstaterer Westerholm.

Sæsonanalysen afslørede også, at Øris & Co. var for dårlige til at udnytte, når modstanderne havde scoret i 7-mod-6-spil, og det er et fokuspunkt ind i den nye sæson.

Cheftræneren var heller ikke tilfreds med tempoet i angrebsspillet, hvilket resulterede i en for lav udnyttelsesprocent generelt.

Medaljer, Final4 og gruppespillet i EHF European League er klare ambitionsmål.

Sidste sæson glippede både medaljer og gruppespil.

Så galt går det ikke i år. Bjerringbro-Silkeborg er nemlig kvalificeret direkte til gruppespillet via holdets tredjeplads i sidste sæsons grundspil.

Modstanderne kommer fra Nordmakedonien, Spanien samt Serbien, og Lauge & Co. er klare favoritter til at gå videre.

Nu kan jagten gå ind på alle tre turneringer.

Westerholm får ret. Medaljerne kommer i hus.

Bronzelignende vel at mærke.

Plads 3 tilhører BSH.

Foto: TV 2 Sport

4️⃣

Skjern Håndbold

Kompromisernes kunst.

Henrik Kronborg er en rutineret og erfaren herre med et ekstraordinært godt håndboldhoved.

Han får brug for alle egenskaber, hvis hans hold skal opfylde klubbens målsætning om både medaljer, Final4 og at komme videre i European League, hvor Skjern Håndbold er direkte kvalificeret – og mod modstandere fra Kroatien, Slovakiet og enten Portugal eller Slovenien klar favorit til at gå videre.

Problemet er skader en masse. Alfred Jönsson er opereret og er ikke klar til sæsonstart, Lasse Mikkelsen døjer fortsat med skulderproblemer, Würtz er heller ikke kampdygtig på fuldt niveau, Simen Pettersen med småskavanker, Tangen med akillesseneproblemer, og det går selvfølgelig ud over sammenhængskraften.

Og så ser hele Skjern og omegn selvfølgelig frem til, at anfører Emil Bergholt er tilbage i det nye år.

Forberedelserne har vænnet holdet til nederlag. Mod Aalborg Håndbold, Hannover Burgdorf, Gummersbach og Kadetten Schauffhausen måtte Bonde & Co. strække gevær.

Valget af disse modstandere var helt bevidst. Kronborg ønskede at udfordre sine spillere væk fra dagligdagens sædvanlige modstandere.

Eneste opmuntring kom i sidste forberedelseskamp med en sejr over Fredericia HK, som netop hindrede Tangen og hans venner i at sikre sig sidste sæsons bronzemedaljer.

Flere nye er kommet til. Mest iøjnefaldende franske Noah Gaudin, der skal spilles sammen med de øvrige, efterhånden som de kommer tilbage fra skader.

Endnu en udlænding er kommet til Skjern. Topscoreren i den spanske liga, Joaquim Nazaré, skal hjælpe Tangen på højrebackpositionen. Nazaré er den diametrale modsætning til Tangen. Masser af fart og evne for at duellere og ovenikøbet i en meget satset udgave.

Hvis skadeshelvedet løser sig, og Kronborg får styr på alle kompromisernes kunst, bliver Kronborgs drenge en ubehagelig modstander.

Sidste år lavede jeg en rubrik med ”Kronborg er garanti for medaljer”.

Det er tæt på, at jeg gentager den, men så kom ham der Lauge lige forbi.

Skjern Håndbold bliver nummer 4.

Foto: TV 2 Sport

5️⃣

Fredericia HK

Sensationsholdet vil videre.

Gudmundur Gudmundsson og Fredericia HK chokerede de fleste i sidste sæson. Bronzemedaljerne var én ting, men undervejs hev de point hjem mod de normale top-4-hold Aalborg, GOG, BSH og Skjern.

En ny orden eller uorden, vil nogen sige, er ved at krystallisere sig i dansk herrehåndbold.

Top-4 skal stramme sig an, hvis de vil holde Gudmundsson og hans udvalgte fra fadet.

Islændingen vil have en unique træningskultur, hvor ambition og kvalitet er er nøgleord.

Bredden skal være i top, og han holder, hvad han lover, den gode Gudmundur. 22 mand er klar til at slås for byen og dens sportslige omdømme.

Én ting er bredde. En anden, at der også skal være topspillere, der kan det ekstraordinære.

Tre spillere skal være med til at gøre netop det ekstraordinære.

Sebastian Frandsen er kommet hjem fra Portugal. Talentet er uomtvisteligt, men det har knebet med at udfolde det. 

Endnu en Sebastian, Henneberg, er kommet til fra Nordmakedonien. Talentet er også her til at få øje på. Skader har været Hennebergs forbundsfælle i alt for lang tid. Nu er han frisk.

Tyske Evgeni Pevnov er kommet til fra TSV Hannover Burgdorf. Stregspilleren, på den rigtig gode side af 100 kilo, skal sætte endnu mere tryk og fysik på både forsvar og angreb.

Lykkes det, bliver Balstad & Co. igen en modstander, der vil gøre det svært for enhver.

Cheftræneren valgte bevidst forberedelser mod internationale hold. Gorenje, Magdeburg, Leipzig og Flensburg har udfordret de danske bronzevindere. Resultaterne har været mere end godkendte, og Gudmundsson går ind til sæsonen med stor optimisme.

Han vil etablere sit mandskab i top-5 og lade top-4 vide, at de skal holde godt øje med, hvad der sker i deres slipstrøm.

For et år siden tænkte jeg længe over, om FHK var et slutspilshold, inden jeg heldigvis besluttede at placere dem på plads 7.

I år behøver jeg ikke mange tanker i forhold til slutspillet.

Nu er det mere et spørgsmål om, hvor langt op i tabellen.

Jeg ender med at give dem plads 5.

Foto: TV 2 Sport

6️⃣

Skanderborg AGF Håndbold

Kontinuitet som ledetråd.

Ja, Thomas Arnoldsen og Hákon West Av Teigum er draget videre, men ellers er det hele paletten fra sidste sæson, der står klar til at adlyde ordrer fra cheftræner Nick Rasmussen.

Plus en spændende svensk spiller i Fredrik Olsson, der besidder nogle af de samme kompetencer som Arnoldsen. Fart, skud og evne til at skabe overtal.

Cheftrænerens analyse for et år siden, at den nye regel om opgiverkast ville skabe mere fart og flere kampe med scoringer på den anden side af 60.

Ret fik Rasmussen, og står det til ham, kommer hans hold til at give den fuld gas både på det generelle kontraspil og den hurtige midte.

Også ud fra betragtningen om, at Laursen og Boutaf forsvarer deres mål blandt ligaens bedste, ligesom både unge Thor Kristensen og Fredrik Arnoldsen – og ældre – Bonefeld og Lars Mousing har så meget styr på de vigtige centrale forsvarspositioner, at der med stor sandsynlighed opstår muligheder for at opfylde cheftrænerens drøm om at være et aggressivt og dygtigt kontrahold.

Indbyrdes forståelse taler de fleste trænere om, således også Nick Rasmussen, der ser forbedringer, netop fordi Morten Jensen, Jonatan Mollerup og Torben Petersen nu alle har haft et år mere til at lære hinanden bedre at kende.

Selvfølgelig i samspil med veteran og styrmand Morten Balling.

Balling er dog ikke med fra start, da han har gennemgået en meniskoperation.

Skanderborg AGF Håndbold, SAH – som er klubbens nye navn – har en klar ambition om at være en fast del af slutspillet, men cheftræneren er helt på det rene med, at konkurrencen er benhård ”i en virkelig forrygende liga”, som han titulerer den danske håndboldliga.

Som så mange andre vil SAH det hele. Slutspil, medaljekampe og Final4.

Én ting ad gangen.

Slutspillet bliver en realitet. Medaljer forbliver en drøm.

SAH sætter jeg på plads 6.

Foto: TV 2 Sport

7️⃣

TTH Holstebro

Forløser Atlason Markussen?

Efter to miserable sæsoner, hvor slutspillet endte med at blive en saga blot, skal der nu andre boller på den vestjyske suppe.

Islandske Arnor Atlason er ny chef, og han er helt på det rene med, hvad opgaven går ud på:

- Vi vil tilhøre slutspillet. Det behøver vi ikke bruge flere ord eller tid på, konkluderer islændingen.

To år er det netop siden, at direktør Mikkelsen hev den helt store tegnebog frem og sikrede sig Nikolaj Markussen på en femårig aftale. Succesen er udeblevet, og spørgsmålet er, om den nye chef bliver ham, der forløser Markussens potentiale.

Pokalnederlag til Aalborg Håndbold inden ligastarten gav indikationer på, at Markussen er på rette vej, og Atlason har da også helt styr på, hvad han gerne vil se i sin langskytte.

- Jeg oplever Markussen som sulten, og når han spiller bedst, er han en spiller, modstanderen er nødt til at forholde sig til, og det giver selvfølgelig plads til hans kammerater, lyder analysen fra chefen, der samtidig understreger, at han har en god og bred trup, når alle er til disposition.

Netop det sidste har været en kilde til evig uro i Holstebro.

Markante navne som Enderleit, Meklenborg, Porup, og nyindkøbte Nicolaj Nørager har slidt med skavanker.

På plussiden ser det ud til, at Christoffer Cichosz igen er klar til at danne en stærk stregduo med anfører Zvizej.

Atlason lover mere fart og tempo. Thomas Damgaard, Nørager, Jonas Gade, Thomas Boilesen har de hurtige fødder, og de kvaliteter skal forenes med skudstærke folk som Enderleit og Markussen.

Også på fløjene er der lyn og fart at forholde sig til. Bramming har fået en legekammerat i unge Frederik Bjerre, og den norske landsholdsfløj Kevin Gulliksen er også voldsomt hurtig på højrekanten.

Slutspillet er sikret. Atlason forløser Markussen.

TTH Holstebro er tilbage blandt de bedste.

På plads 7.

Foto: TV 2 Sport

8️⃣

Ribe-Esbjerg HH

Ribe Esbjerg under stort pres.

Idrættens logik er simpel.

Slutspil og Final4 var resultatet af den forgangne sæson, og det var der ikke mange, der havde forudset.

I hvert fald ikke jeg. Jeg havde Anders Thomsens og hans kåde drenge til en niendeplads.

Tilbage til simpliciteten og idrættens indre forståelse.

Mange forventer mere af samme slags, og det er cheftræner Anders Thomsen helt opmærksom på.

Han er nemlig i den lykkelige situation, at han ikke har ændret væsentligt på sit hold til den kommende sæson.

Som han udtrykker det:

- Kontinuitet øger både erfaring og kvalitet, og derfor har jeg også forventninger om, at Ribe-Esbjerg igen vil være en del af slutspillet.

Og han har også kigget ind i fremtidens krystalkugle:

- Europæisk håndbold er vejen til et større netværk, hvor god rekruttering bliver en bedre mulighed, og det er i dén grad noget, vi stræber efter.

Nu og her drejer det sig dog om helt simple elementer, hvor der er fokus på at være langt bedre til at håndtere de dårlige perioder, der har så afgørende indvirkning på resultaterne af kampene.

Cheftræneren har store forventninger til trioen Birkefeldt, Dahlin og Grønbech, der alle excellerer i kastet med venstre hånd, mens han begræder stortalentet Magnus Haubros skulderskade, der i værste fald holder ham ude det meste af sæsonen.

Turneringsprogrammet er også en faktor. Esbjergenserne skal møde svære modstandere dobbelt inden anden halvsæson, og derfor arbejdes der mentalt på at kunne håndtere lidt dårligdom inden EM 2024 for så at vende tilbage med fuld gas i starten af 2024.

Thomsens trup er virkelig bred med mange forskellige kompetencer. Haubro er en kilde til bekymring, fordi han var så indflydelsesrig i sidste sæson.

Måske kan veteraner som Larholm og Mørk kompensere for det unge talents færdigheder.

Mavefornemmelsen siger slutspil, selv om konkurrencen er nærmest umenneskeligt hård.

Ribe-Esbjerg kryber lige nøjagtig ind i det forjættede slutspilsland.

Plads 8 tilhører Thomsen og de udvalgte 18.

Foto: TV 2 Sport

9️⃣

KIF Kolding

Alt ånder fred og idyl.

Sidste sæsons helt store samtaleevne var – for det meste – KIF Kolding og deres helt forrygende sæsonstart.

Bemærkelsesværdigt, for året forinden var traditionsklubben et mulehår fra at rykke ud af landets bedste række, som klubben havde været en del af for altid.

Forventningerne er store. Ikke mindst fordi meget tyder på, at der er helt ekstraordinært styr på ledelsesgangene.

Direktør Hjermind har netop udvidet kapaciteten på det sportslige område med ansættelsen af håndboldikonet Lars Christiansen, samtidig med han forlængede aftalerne med cheftræner Kristian Kristensen og assistenttræner Anders Eggert.

Og for det ikke skal være løgn, hentede man Fredericia HK-ikonet Kristian Stoklund til den kommende sæson.

Så langt, så megen idyl.

Og dog. Skader er hver mands eje, og cheftræner Kristian Kristensen har fået en del at forholde sig til i forhold til en sæsonstart på niveau med den forgangne sæson.

Jonas Tidemand er hentet hjem fra portugisiske Sporting, men er først ved at være klar efter en korsbåndsskade, og en anden stregmulighed, Benjamin Pedersen, er på vej tilbage fra en operation.

Sander Øverjordet og Erik Toft er begge tilgængelige efter hensyntagen til lange skadesperioder i den forgangne sæson.

Alligevel er cheftræner Kristensen fortrøstningsfuld. Han anerkender, at kapaciteten til at score fra bagkæden kan blive et problem i starten af sæsonen, men sætter sin lid til, at forsvaret – Brandbyge på mål og med Vetle Rønningen samt nytilkomne Robert Timmermeister fra Rhein-Neckar Löwen til at styre forsvarets kerne – ja, så skal der nok komme point på tavlen, om end cheftræneren tvivler på at kunne nå de magiske 31 styk fra sidste sæson.

Sidste års rullestart er bestemt inden for rækkevidde. Jens Svane og hans kammeraters fire først kampe lyder som følger: Mors (H), Ribe (U), SønderjyskE (H), TMS Ringsted(U).

Sker det ikke, kan idyllen hurtigt blive brudt.

Kristian Kristensen er klar i spyttet:

- Slutspillet skal vi i. Bliver det knivskarpt til sidst, må sønderjyderne kapitulere, siger han, og smilet er i den grad til at få øje på.

Jeg tror det ikke.

KIF Kolding bliver nummer 9.

Foto: TV 2 Sport

1️⃣0️⃣

SønderjyskE

SønderjyskE er klar til hundeslagsmål.

Slagsmålet er til at definere. Voldsomt mange kan med rette have ambition om at deltage i herreligaens slutspil, og cheftræner Rasmus Vandbæk har det stående helt øverst på sin dagsorden.

- Ingen tvivl om, at det er min, spillernes og klubbens ambition, slår Vandbæk fast.

Vandbæk ser netop nu sit mandskab være bedre end i sidste sæson. Fysisk, især på løbedelen, er der sat mange kræfter ind.

Vurderingen efter sæsonen var, at holdets returløb var blevet bedre, men en nærmere analyse afslørede, at det slet ikke var tilfældet. Nu er der skabt grobund for, at det scenarie ikke gentager sig.

Kontinuitet, rutine og masser af erfaring står nærmest i kø hos sønderjyderne, hvor der dog også er et nyt ansigt med i billedet.

Årets spiller og topscorer i 1. division, Nicolaj Jørgensen, er kommet til, og det er en spiller, Vandbæk har store forventninger til.

- Nicolaj har både fart, kan duellere og har et rigtig godt skud fra mellemdistancen, og så er han udstyret med et rigtig godt håndboldhoved, vurderer cheftræneren.

Han får dygtige legekammerater i Andreas Lang – bedste spiller i sidste sæson – Wiger, Oliver Eggert, Kristian Stranden, Tobias Olsen plus endnu et spændende køb i den tyske, playmaker Magnus Holpert.

Sidste sæsons 7-mod-6-spil var ikke tilfredsstillende, og det er der blevet rådet bod på. Fredericia HK's specialist på netop dette område, assistenttræner Lasse Folkmann, er draget mod syd, og det bliver én af de opgaver, Folkmann skal have særlig fokus på.   

Forsvaret skal stadig styres af Bjørnshauge og Bagersted, og så lyder meldingerne på, at målmandsduoen Bech og Larsen er i forrygende spilhumør.

Således kan hundeslagsmålet sættes i gang. Nøjagtig som i sidste sæson, hvor Vandbæk og hans drenge havde alt kørende for sig før sidste spillerunde, men satte alt over styr med et nederlag hjemme mod Skanderborg Aarhus.

Slutspilsambitionen opfyldes ikke.

SønderjyskE herrehåndbold bliver nummer 10.

Foto: TV 2 Sport

1️⃣1️⃣

Mors-Thy Håndbold

Uden- og indenlandsinspiration.

Bundesligaklubberne HSG Wetzlar og Bergischer HC plus 2. Bundesligaholdet fra TV Hüttenberg var blandt sommergaverne fra Mors-Thy-træner Niels Agesen, da han bød sine spillere velkommen tilbage efter sommerpausen.

Lad os tage ud og få nogle tyske dommedagstæsk i stedet for at spille mod de samme danske hold uge ind og uge ud, lød parolen.

Spillerne tog udfordringen op, blev inspireret og leverede flotte kampe langt fra hjemstavnen.

Tysklandsturen blev ikke den eneste inspiration.

En Mors-dreng vendte hjem efter 17 år i udlandet. Henrik Toft kom fra Paris og PSG, og det knowhow og den erfaring er noget, der er blevet taget godt imod.

Minsandten om det ikke blev til endnu mere inspiration. Allan Damgaard – i rollen som assistenttræner – med tæft for spillets små og større detaljer breder ud af sine erfaringer fra en lang karriere.

Den megen inspiration skal blandt andet udmønte sig i et forsvar, der vover sig længere ud på banen, og så skal det udnyttes, at Henrik Toft, med de lange arme og evnen til at forudse, kan udnyttes i et 5:1-forsvar.

Tillige er Tilsted-brødrene Frederik og Henrik vendt hjem, og med et stærkt målmandspar i Rasmus Henriksen og Svend Rughave giver det mening, når Agesen konstaterer:

- At sige andet, end at vi skal i slutspillet, vil være useriøst, og hvis der er noget, vi ikke er her på Mors, så er det at være useriøse.

Og jeg fornemmer det Agenske smil, måske tilført en smule lyd.

Desværre for morsingerne er der netop nu skader til både Mads Thymann og Mads Svane, hvilket gør et alvorligt indhug i truppens bredde.

Startprogrammet vil hurtigt give et indblik i, om sidste sæsons 11.-plads kan byttes med en plads i slutspillet.

KIF Kolding ude og Aalborg hjemme hedder startmenuen.

På trods af de mange inspirationskilder bliver det ikke slutspil for Henrik Toft & Co.

Sidste sæsons plads 11 gentages.

Foto: TV 2 Sport

1️⃣2️⃣

Nordsjælland Håndbold

Vi skal videre herfra.

Ordene kommer fra islandske Halldór Sigfússon, der i denne sæson starter et nyt eventyr som cheftræner i Nordsjælland Håndbold.

Jeg kunne også have skrevet 'skal' i rubrikken med VERSALER, for Sigfússon lægger virkelig tryk på sine ord.

- Holdet er flot etableret gennem flere sæsoner, og så er det jo naturligt at sigte højere op i tabellen, vurderer islændingen, der også er helt opmærksom på tingenes tilstand.

- Fakta er jo, at vores umiddelbare konkurrenter også er blevet stærkere. Hold som SønderjyskE, Ribe-Esbjerg, Mors-Thy med flere, så kunsten er at udvikle sig hurtigere og bedre.

Cheftræneren har selvfølgelig bud på, hvad der skal til.

- Stabilitet er et absolut nøgleord. Kig bare på sidste sæsons statistik på udebane. 4 af 26 mulige point duer simpelthen ikke. Langskytternes effektivitet er et andet fokusområde. Under 50 procent er ikke godt nok på liganiveau, slår Sigfússon fast.

Som altid med Nordsjælland Håndbold er der et ungt kuld på vej. Masser af årgang 2002-2003-spillere til at sikre konkurrencen. Gustav Bruun, Nikolaj Larson, Jonas Raundahl med flere, men ingen tvivl om, at det bliver den gamle garde – og de er slet ikke så gamle endda – der skal slå til, når sejre er inden for rækkevidde.

Matias Campbell, 23 år og endelig fri for skader, kan gå en stor sæson i møde og blive helt afgørende. Han bliver det defensive bolværk sammen med brølstærke Julius Mørch på blot 22 somre.

Apropos fri for skader, således også Kristian Olsen, der nok skal få venstrehånden til at lyne nogle gange.

Sidste sæsons topscorer og bedste spiller, Nichlas Hald, har endnu ikke vist sig frem grundet skade, men er ved at være klar til ildkamp.

Målmand Jimmi Andersson får hjælp af talentet, blot 19-årige Magnus Petersen, der allerede har vist sit værd i den overraskende pokalsejr mod KIF Kolding.

Hald & Co. skal nok vise sig frem, men videre op i tabellen, som er cheftrænerens parole, må lade vente på sig.

Nordsjælland kommer ikke videre, men fastholder sidste sæsons plads 12.

Foto: TV 2 Sport

1️⃣3️⃣

Lemvig-Thyborøn Håndbold

Nej, ingen fluffy målsætninger her.

- Vi kommer ikke i slutspillet, og det er vi helt på det rene med.

Citat Dennis Bo Jensen, der står med ansvaret i Lemvig-Thyborøn. Han slår samtidig fast:

- Det er en fantastisk klub, men vi må og skal indstille os på, at vi ikke har Oure-skolerne og SHEA lige uden for døren, og derfor må vi vente med at hente spillere, til de er lige omkring de 20 år.

Til gengæld råder cheftræneren over drenge, der ”vil frem i verden”, som han så smukt formulerer det.

Hvilke typer drenge, der vil frem i verden, når det drejer sig om håndbold, har Jensen helt styr på.

Tovejsspillere, der har fart, bevægelighed, god fysik med mere som absolutte spidskompetencer, og det ligner til forveksling nøjagtigt beskrivelsen af typer som Jeppe Gade, Emil Jessen, Lasse Pedersen – hentet hjem fra svenske Sävehof – Jon Katballe, Wilhelm Poulsen og Christian Holm.

Jeg tror ikke, jeg går nogen for nær, når jeg konstaterer, at Lemvig-Thyborøn skal i stor fight med Nordsjælland Håndbold og TMS Ringsted om at undgå den så lidet attraktive plads 14, der er identisk med "tak for denne gang".

Her er der til gengæld noget at have sin optimisme i, hvis ens hold er ude fra det vestjyske.

Sidste sæson klarede Lemvig-Thyborøn sig ekstraordinært godt mod de hold, der lå i deres umiddelbare nærhed.

To parametre ønsker cheftræneren, at der er fuld fokus på. Gade & Co. skal simpelthen score flere mål. Sidste sæson var hans hold holdet med færrest scoringer. Godt 25 per kamp, og det duer ikke.

På målmandsposten lurer måske en løsning for holdet med de mange tovejsspillere.

Emil Tellerup er kommet til fra Fredericia HK, og han kan både være manden med de ekstraordinære redninger, men også veteranen, der kan give de unge lyst til det helt ekstraordinære.

Lemvig Thyborøn rykker ikke ned.

Sidste sæsons plads nummer 13 kan til gengæld ikke forbedres.  

Foto: TV 2 Sport

1️⃣4️⃣

TMS Ringsted

Sult skal sikre overlevelse.

Jeg leder efter et nedrykningshold, var de første ord, jeg sagde til TMS Ringsteds træner, Marc Uhd.

Måske lidt til den flabede side, men Uhd tog det ikke ilde op:

- Jeg både ved det og anerkender det, var det korte og afklarede svar.

Meget har ændret sig for netop cheftræneren. Han skulle have været assisteret af Morten Olsen og skulle have diskuteret de kommende års strategi med direktør Ian Marko Fog.

Nu assisteres han af tvillingebror Kenneth Olsen, og strategisamtalerne må han vente med, for oprykkeren har endnu ikke fundet Fogs afløser.

Til gengæld er Uhd ikke i tvivl om, hvad der skal sikre overlevelse i det første svære år:

- Sult bliver vores motor. Jeg har samlet en flok unge drenge, der er vilde med håndbold og sultne efter at gøre alle spådomme udi nedrykning til skamme, forklarer cheftræneren.

Uhd nævner også betydningen af at få en lille gruppe GOG'ere med på rejsen. Emil La Cour, Christoffer Dreyer og Andreas Haagen kommer med lige netop den konkurrencekultur, der er en del af hverdagen i det sydøstfynske.

Cheftræneren er også ved at vænne sine spillere til det klart højere tempo, ligesom han skal have sine store og stærke forsvarsdrenge som Joachim Møller og Hakan Sahin til at kombinere kræfter med også at være snu.

Angrebsmæssigt bliver Oliver Wosniak, Mark Nikolajsen, Christoffer Dreyer og den spanskfødte playmaker Nicolai Colunga afgørende figurer, og så glæder Uhd sig til, at venstrehånden Benjamin Hallgreen er klar om nogen tid, så han ikke i for mange minutter skal spille med tre højrehåndede i angrebsspillet.

12 points er et tal, der huserer i Uhds hoved. Det er nemlig det antal, han mener, vil sikre en plads i nedrykningsspillet

Derfor er oprykkernes øjne stift rettet mod første kamp, hvor SønderjyskE kommer på besøg.

- Mentalt vil det være et boost af de helt store at komme på tavlen fra start, drømmer cheftræneren.

Med god grund. Oprykkernes tre første udekampe er mod TTH, GOG og Aalborg.

Sult bliver ikke nok for Uhd og hans drenge.

Plads nummer 14, og dermed direkte nedrykning, er reserveret til TMS Ringsted.

Foto: TV 2 Sport

Klubbernes til- og afgange

Aalborg

Tilgange

  • Niklas Landin (målvogter, THW Kiel)
  • Simon Hald (stregspiller, Flensburg-Handewitt)
  • Thomas Arnoldsen (bagspiller, Skanderborg Aarhus)
  • Fabian Norsten (målvogter, Gummersbach)
  • Patrick Wiesmach (højre fløj, Leipzig)
  • Aleks Vlah (bagspiller, RK Celje)
  • Lukas Nilsson (bagspiller, Rhein-Neckar Löwen)
  • Jack Thurin (højre back, Porto)
  • Simon Dahl (assistenttræner, Nordsjælland)

Afgange

  • Felix Claar (bagspiller, Magdeburg)
  • Lukas Sandell (højre back, Veszprem)
  • Simon Gade (målvogter, Hannover-Burgdorf)
  • Mikael Aggefors (målvogter, ?)
  • Aron Palmarsson (bagspiller, FH Hafnarfjorour)
  • Andreas Flodman (højre fløj, Frisch Auf Göppingen)
  • Benjamin Jakobsen (stregspiller, Sporting)
  • Christian Termansen (højre back, udlejet til Skive)
  • Victor Kløve (bagspiller, udlejet til Kristianstad)
  • Andreas Væver (venstre fløj, karrierestop)
  • Arnor Atlason (assistenttræner, TTH Holstebro)
GOG

Tilgange

  • Aaron Mensing (bagspiller, Flensburg-Handewitt)
  • Anton Lindskog (stregspiller, Flensburg-Handewitt)
  • Alexander Blonz (venstre fløj, Pick Szeged)
  • Linus Persson (højre back, Nantes)
  • Ian Marko Fog (cheftræner, TMS Ringsted)

Afgange

  • Simon Pytlick (bagspiller, Flensburg-Handewitt)
  • Lukas Jørgensen (stregspiller, Flensburg-Handewitt)
  • Jerry Tollbring (venstre fløj, Füchse Berlin)
  • Emil La Cour (venstre fløj, TMS Ringsted)
  • Christoffer Dreyer (bagspiller, TMS Ringsted)
  • Nicolei Krickau (cheftræner, Flensburg-Handewitt)
BSH

Tilgange

  • Rasmus Lauge (bagspiller, Veszprem)
  • Mads Lenbroch (venstre fløj, Fredericia)
  • Victor Ilsøe (højre fløj, BSH Ungdom)
  • Magnus Rahbek Sand (bagspiller, BSH Ungdom)

Afgange

  • Mads Kjeldgaard (bagspiller, Bergischer)
  • Henrik Tilsted (venstre fløj, Mors-Thy)
  • Aksel Horgen (højre fløj, Flensburg-Handewitt)
  • Emil Jessen (bagspiller, retur til KIF Kolding efter leje – skiftet videre til Lemvig-Thyborøn)
Skjern

Tilgange

  • Noah Gaudin (bagspiller, SønderjyskE)
  • Morten Vium (højre fløj, Chartres)
  • Viktor Bergholt (venstre fløj, TM Tønder)
  • Tim Winkler (målvogter, KIF Kolding)
  • Dan Beck-Hansen (stregspiller, lejet i Rækker Mølle)
  • Joaqium Nazaré (højre back, Cuenca)

Desuden har Skjern allerede Bjarke Christensen (venstre fløj, KIF Kolding) og Vetle Rønningen (bagspiller, KIF Kolding) som forstærkninger fra sommeren 2024. 

Afgange

  • Mikkel Lang (højre fløj, Skanderborg Aarhus)
  • Oliver Norlyk (højre back, KIF Kolding)
  • Robin Haug (målvogter, Elverum)
  • Jørgen Rasmussen (venstre fløj, Rækker Mølle)
  • Tobias Mygind (bagspiller, udlejet til Rækker Mølle)
Fredericia

Tilgange

  • Sebastian Frandsen (målmand, Porto)
  • Sebastian Henneberg (bagspiller, Eurofarm Pelister)
  • Jonas Langerhuus (højre back, HC Midtjylland)
  • Fredrik Mossestad (højre fløj, IFK Skövde)
  • Evgeni Pevnov (stregspiller, Hannover-Burgdorf)
  • Mads Emil Møller (stregspiller, AGF)
  • Rasmus Peluffo (bagspiller, Ajax København)
  • Michael Wollesen (assistenttræner, TM Tønder)

Afgange

  • Mads Lenbroch (venstre fløj, Bjerringbro-Silkeborg)
  • Nicolaj Nørager (bagspiller, TTH Holstebro)
  • Emil Tellerup (målmand, Lemvig-Thyborøn)
  • Jonas Raundahl (stregspiller, Nordsjælland)
  • Jakob Frederiksen (højre fløj, Ribe-Esbjerg)
  • Rasmus Meyer Ejlersen (stregspiller, Wetzlar)
  • Lasse Folkmann (assistenttræner, SønderjyskE)
Skanderborg AGF

Tilgange

  • Mikkel Lang (højre fløj, Skjern)
  • Fredrik Olsson (bagspiller, Lugi)

Afgange

  • Thomas Arnoldsen (bagspiller, Aalborg)
  • Hakun West av Teigum (højre fløj, Füchse Berlin)
  • Nicolai Skytte (bagspiller, Grindsted)
TTH

Tilgange

  • Frederik Bjerre (venstre fløj, Mors-Thy)
  • Thomas Damgaard (bagspiller, Lemvig-Thyborøn)
  • Nicolaj Nørager (bagspiller, Fredericia)
  • Kevin Gulliksen (højre fløj, Frisch Auf Göppingen)
  • Thomas Boilesen (bagspiller, KIF Kolding)
  • Jens Møller (højre fløj, TTH Ungdom)

Afgange

  • Frederik Tilsted (bagspiller, Mors-Thy)
  • Mathias Porsholdt (stregspiller, HC Midtjylland)
  • Emil Jensen (bagspiller, Lemvig-Thyborøn)
  • Christian Jensen (højre fløj, karrierestop)
  • Rasmus Kier (højre fløj, karrierestop – nu ansat i Bjerringbro-Silkeborgs administration)
  • Dan Beck-Hansen (stregspiller, Rækker Møller – derfra udlejet til Skjern)
  • Allan Damgaard (bagspiller, karrierestop – nu assistent i Mors-Thy)
Ribe-Esbjerg

Tilgange

  • Axel Franzen (stregspiller, Mors-Thy)
  • Jakob Frederiksen (højre fløj, Fredericia)
  • Niklas Kraft (målmand, Ystad)
  • Mads Aarhus Lauridsen (højre fløj, Ribe HK)

Afgange

  • Arnor Birkir Halfdansson (højre fløj, Amo)
  • Jesper Munk (stregspiller, karrierestop)
KIF

Tilgange

  • Oliver Norlyk (højre back, Skjern)
  • Jonas Tidemann (stregspiller, Sporting)
  • Martin Risom (højre back, TMS Ringsted)
  • Frederik Kræmmer Bay (venstre fløj, GOG’s U19-hold)
  • Robert Timmermeister (bagspiller, lejet i Rhein-Neckar Löwen)

Desuden er Kristian Stoklund (bagspiller, Fredericia) allerede blevet præsenteret som forstærkning fra sommeren 2024.

Afgange

  • Emil Jessen (bagspiller, Lemvig-Thyborøn – var udlejet til BSH i sidste sæson)
  • Tim Winkler (målmand, Skjern)
  • Steven Plucnar (stregspiller, Rhein-Neckar Löwen)
  • Thomas Boilesen (bagspiller, TTH Holstebro)
  • Jesper Meinby (højre back, Aarhus HC)
  • Nicolaj Snogdal (venstre fløj, TM Tønder)
  • Anders Beuschau (stregspiller, HC Odense)

Desuden er det allerede nu officielt, at Bjarke Christensen (venstre fløj) og Vetle Rønningen (bagspiller) skifter til Skjern i sommeren 2024, mens Sander Øverjordet (bagspiller) skifter hjem til norske Haslum i 2024.

SønderjyskE

Tilgange

  • Nikolaj Jørgensen (bagspiller, Team Sydhavsøerne)
  • Magnus Holpert (bagspiller, GWD Minden)
  • Lasse Folkmann (assistenttræner, Fredericia)

Afgange

  • Noah Gaudin (bagspiller, Skjern)
  • Malthe Damgaard (bagspiller, TM Tønder)
  • Pelle Mørk Andersen (bagspiller, Rødekro)
Mors-Thy

Tilgange

  • Henrik Toft Hansen (stregspiller, Mors-Thy)
  • Frederik Tilsted (bagspiller, TTH Holstebro)
  • Henrik Tilsted (venstre fløj, Bjerringbro-Silkeborg)
  • Kasper Didriksen (stregspiller, HC Midtjylland)
  • Malthe Bull (højre fløj, Mors-Thy Ungdom)
  • Kristoffer Vestergaard (højre back, Mors-Thy Ungdom)
  • Allan Damgaard (assistenttræner – tidligere spiller TTH Holstebro)

Afgange

  • Frederik Bjerre (venstre fløj, TTH Holstebro)
  • Axel Franzen (stregspiller, Ribe-Esbjerg)
  • Andreas Nielsen (stregspiller, Eurofarm Pelister)
  • Lasse Vuust (målmand, Rækker Mølle)
  • Kristian Vukman (bagspiller, Team Sydhavsøerne)
  • Oscar von Oettingen (højre back, HC Midtjylland)
  • Marcus Norrbrink (bagspiller, udlejet til Önnereds)
  • Tim Sørensen (højre fløj, karrierestop)
  • Lars Krarup (assistenttræner – nu cheftræner i TM Tønder)
Nordsjælland

Tilgange

  • Oliver Klarskov Knudsen (bagspiller, TMS Ringsted)
  • Justin Müller (bagspiller, Tusem Essen)
  • Jonas Raundahl (stregspiller, Fredericia)
  • Halldor Sigfusson (ny cheftræner – var assistent i TTH Holstebro)

Afgange

  • Magnus Kronborg (bagspiller, HC Midtjylland)
  • Hakan Sahin (stregspiller, TMS Ringsted)
  • Tobias Jørgensen (bagspiller, Istres)
  • Frederik Andersson (målmand, karrierestop)
  • Simon Dahl (cheftræner – nu assistent i Aalborg)
Lemvig-Thyborøn

Tilgange

  • Emil Tellerup (målvogter, Fredericia)
  • Tobias Bay (venstre fløj, Skive fH)
  • Lasse Pedersen (bagspiller, Sävehof)
  • Tobias Myssing (højre fløj, HØJ)
  • Emil Jensen (bagspiller, TTH Holstebro)
  • Emil Jessen (bagspiller, KIF Kolding)
  • Rasmus Thiemer-Jensen (assistenttræner)

Afgange

  • Thomas Damgaard (bagspiller, TTH Holstebro)
  • Daniel Freyr Andresson (målvogter, FH Hafnarfjorour)
  • Amadeus Hedin (bagspiller, Fjellhammer)
  • Jacob Hessellund (venstre fløj, karrierestop – nu talentansvarlig i TTH Holstebro)
  • Jesper Kokholm (højre fløj, karrierestop)
  • Martin Hansen (assistenttræner – nu ungdomstræner i TTH Holstebro)
  • Søren Pedersen (direktør, Thisted FC)
TMS Ringsted

Tilgange

  • Christoffer Dreyer (bagspiller, GOG)
  • Emil La Cour (venstre fløj, GOG)
  • Andreas Haagen (målmand, Nancy)
  • Hakan Sahin (stregspiller, Nordsjælland)
  • Nicolai Colunga (bagspiller, Torrelavega)
  • Benjamin Hallgren (højre back, Creteil)
  • Victor Wolf (venstre fløj, Lübeck-Schwartau)
  • Kenneth Olsen (assistenttræner – tidligere cheftræner i Roskilde)

Afgange

  • Martin Risom (højre back, KIF Kolding)
  • Patrick Bols (målmand, Aranas)
  • Oliver Klarskov Knudsen (bagspiller, Nordsjælland)
  • Oliver Barslund (venstre fløj, Grindsted)
  • Mikkel Olsen (højre fløj, FIF)
  • Sebastian Thor (stregspiller, karrierestop)
  • Pelle Schilling (venstre fløj, kontraktudløb)
  • Morten Nyberg (assistenttræner)
  • Ian Marko Fog (direktør – nu cheftræner i GOG)