Efter pres fra klubberne: Pytlick overtager Bredsdorffs job

Peter Bredsdorff ydede "en fremragende indsats" som elitedommertræner, mener dommerformand. Men flere klubber ville af med ham.

Kan du være medlem af bestyrelsen i en førstedivisionsklub og samtidig have ansvaret for at uddanne dommerne i dansk håndbold?

Nej, mener flere klubber, der har sat spørgsmålstegn ved Peter Bredsdorff-Larsens habilitet i rolle som en af tre 'elitedommer-landstrænere' – en rolle, han har haft samtidig med, at han sidder i bestyrelsen i førstedivisionsklubben Aarhus HC.

Vi lytter til dem, der betaler honoraret til de her elitedommertrænere. Og det er klubberne

Bjarne Munk Jensen, formanden for elitedommerudvalget i DanskHĂĄndbold

Derfor er den tidligere Bjerringbro-Silkeborg-træner og nuværende landstræner for Færøerne blevet fjernet som elitedommertræner og afløst af Jan Pytlick op til den nye sæson.

- Det har intet at gøre med, at vi er utilfredse med det arbejde, Peter har gjort. Det har vi været særdeles glade ved, og jeg synes, han har ydet en fremragende indsats, siger formanden for DanskHåndbolds elitedommerudvalg, Bjarne Munk Jensen.

- Men vi lytter til dem, der betaler honoraret til de her elitedommertrænere. Og det er klubberne, forklarer dommerformanden.

Bjarne (Munk Jensen, red.) er ikke blevet bedt om at skille sig af med nogen som helst. Det er noget, elitedommerudvalget selv har valgt at gøre.

Thomas Christensen, direktør i Divisionsforeningen Håndbold

Kritik af dobbeltrolle

De danske klubber betaler via Divisionsforeningen 600.000 kroner om året til elitedommergruppen, der har eksisteret i to år og består af regelfortolker Jørn Møller, tidligere topdommer Martin Gjeding og – altså indtil for nylig – Peter Bredsdorff-Larsen, som er den første træner, der er blevet indlemmet i udviklingen af ligadommerne.

Ambitionen med gruppen er at ensrette dommerne og træne dem mere aktivt med udvalgets massive brug af video.

I Divisionsforeningen bekræfter direktør Thomas Christensen, at der har været kritik af Peter Bredsdorff-Larsens dobbeltrolle.

- Jeg har fĂĄet henvendelser fra flere klubber, der mener, der var et habilitetsproblem, og de henvendelser har jeg bragt videre (til elitedommerudvalget, red.)

- I overskrifter har hovedtemaet i de henvendelser gået på, at Peter repræsenterer en klub, og i den rolle forsøger han at hverve sponsorer og spillere til sit Aarhus-projekt. Der har nogle af klubberne så ment, at de ikke vil betale hans løn, hvis han samtidig bruger den tid, han får løn for, på også at skaffe spillere og sponsorer til sin klub, siger Thomas Christensen.

Han afviser dog, at klubberne ligefrem har krævet Peter Bredsdorffs afgang.

- Bjarne (Munk Jensen, red.) er ikke blevet bedt om at skille sig af med nogen som helst. Det er noget, elitedommerudvalget selv har valgt at gøre, understreger Thomas Christensen.

Og det har udvalget gjort for ikke at blive uvenner med klubberne, forklarer dommerformanden, der arbejder på at indføre deltidsprofessionelle dommere i dansk håndbold fra næste sæson.

- Hvis nogen synes, det er et problem (Bredsdorffs rolle, red.), og vi kan finde en anden person til rollen, så har vi ikke lyst til at lave en konflikt – specielt ikke nu, hvor vi begynder at snakke professionelle dommere. For dem, der skal betale, hvis vi skal have professionelle dommere, det er klubberne. Vi har ingen interesse i at være i opposition til dem, siger Bjarne Munk Jensen.

Det er enormt vigtigt for vores sport, at vi ikke indleder en klapjagt pĂĄ mulige dobbeltroller.

Peter Bredsdorff-Larsen

Et af flere eksempler

En af de klubber, der har sat spørgsmålstegn ved Peter Bredsdorffs habilitet, er Skanderborg AGF, hvor direktør Mads Lind dog afviser, at deres henvendelse handler konkret om Bredsdorffs rolle i den konkurrerende klub Aarhus HC.

- Vores henvendelse og baggrund for henvendelsen har udelukkende haft en sportslig hensigt. Jeg har talt med flere direktørkolleger, og alle var enige om, at der var noget generelt om reglerne om habilitet, som vi synes, der skal være klarere, siger Mads Lind og nævner sidste sæsons sag om dommeren Lars Hansen, der dømte en kamp i samme slutspilspulje, som hans egen søn var med i, som et andet nyligt eksempel på inhabilitet.

- Var det her foregået i Superligaen, er jeg sikker på, at det var en relativ stor ting – hvis det overhovedet var blevet en ting, for jeg er ret sikker på, at det var blevet stoppet inden. Det samme professionelle udtryk synes jeg, der skal være i håndbold, siger SAH-direktøren om Peter Bredsdorffs dobbeltrolle.

Bredsdorff afviser problem

Førstedivisionsklubben Aarhus HC blev skabt sidste sommer og spiller på Hjortshøj-Egås (HEIs) licens. Peter Bredsdorff-Larsen har fra begyndelsen været involveret i projektet og er bestyrelsesmedlem og sportslig ansvarlig i klubben.

- Jeg er ulønnet, frivillig leder og bestyrelsesmedlem. Det er min rolle, fastslår Peter Bredsdorff, der 'overhovedet ikke' er enig i, at han har haft et habilitetsproblem i rollen som elitedommertræner.

- Jeg har i mange andre sammenhænge været vant til at arbejde med høj integritet. Jeg var jo med omkring landsholdet i 10 år (som assistenttræner, red.) samtidig med, at jeg havde nogle betydelige klubjob ved siden af. Så jeg har egentlig – tør jeg godt sige – i mange sammenhænge været vant til, at man kan arbejde i parallelle opgaver inden for vores sport.

Han ser intet odiøst i, at han – ved siden af tjansen som elitedommertræner, som han kalder en 'tidsmæssig beskeden rolle' – forsøger at finde spillere og sponsorer til Aarhus HC.

- Er det ikke det, alle klubber går og laver hver dag? Der er vel en venskabelig konkurrence om at prøve at tiltrække sponsorer og spillere til sine projekter? Når man ikke er fuldtidsansat elitedommertræner, så er det klart, at så laver man jo også andre ting, siger Peter Bredsdorff, der siden 2021 også har været landstræner på Færøerne.

Dobbeltroller er der mange af, mener Bredsdorff

Han ser et stort problem for håndbolden, hvis ingen må have mere end én rolle.

- Det er enormt vigtigt for vores sport, at vi ikke indleder en klapjagt pĂĄ mulige dobbeltroller. Det er en vigtig pointe faktisk. Der kan man jo godt studse over, at jeg skulle have et habilitetsproblem.

- Dobbeltroller er der jo mange af. Faktisk lever sporten jo af det. Det er en stor økologi, hvis du kigger detaljeret på det. Det er faktisk vildt. Men det er sagt med et smil, for det er det, der holder vores sport i gang og udvikler den. Det er, at folk gør en indsats hist og pist, mener Peter Bredsdorff-Larsen.

Dansk håndbold har altid haft mange eksempler på personer, der har flere roller samtidig. Kvindelandstræner Jesper Jensen er for eksempel samtidig cheftræner i Team Esbjerg, der er klubtrænere, der også har et ungdomslandshold, og i forbundet DanskHåndbold er der også ansat andre personer, som samtidig har roller i en klub.

Peter Bredsdorff-Larsens afløser som elitedommertræner, Jan Pytlick, er allerede begyndt i sit nye job.