Ulovlig timeout i slutminutterne ændrede kamp: - Utilgiveligt, siger træner

Tre gange må man trykke på timeout-knappen. Det glemte Viborg HK’s træner Ole Bitsch onsdag aften, og det blev kampafgørende.

Nogle gange kan en træners timeout ændre en kamps udvikling for det gode. Andre gange for det dårlige.

Onsdag aften blev det for det dårlige. Altså for Viborg HK. For cheftræner Ole Bitsch troede nemlig, at han havde en sidste timeout, hvilket han ikke viste sig at have. Det kostede Viborg HK en udvisning i minut 58.56, hvor stillingen var 24-24 mod København Håndbold.

- Det er en hel utilgivelig fejl fra min side. Det er mit ansvar at holde styr på, hvor mange timeouts jeg har, siger Ole Bitsch til Viborg Stifts Folkeblad.

- Jeg har givet pigerne en kæmpe undskyldning. Og også undskyld til resten af holdet og til alle, der holder med Viborg. Det er utilgiveligt og tåbeligt, og jeg er virkelig ked af det.

Og reglerne er klare: Trykker man på timeout-knappen udover de tilladte tre gange, så får træneren en udvisning. Derfor var Ole Bitsch nødt til at hive en af sine spillere ud på bænken.

Smed en sikker føring væk

I situationen hvor Ole Bitsch trykkede på timeoutknappen, var Viborg HK ellers i både overtal og i angreb, men med ét tryk på knappen vendte både spillet og kampen. For i modsatte ende scorede gæsternes Helene Kindberg til 25-24 et halvt minut før slutfløjt.

Viborg HK var ellers i kontrol i store dele af onsdagens kamp mod København Håndbold, og med 17 minutter tilbage af opgøret var hjemmeholdet foran 20-15.

Viborg HK - København Håndbold (24-25)

  1. halvleg: 16-13
  2. halvleg: 8-12

Hjemmeholdets Maria Fisker fik mulighed for at råde bod på tingene i de sidste sekunder, men hun brændte sit skud fra fløjen ti sekunder før slutfløjt.

Sejren var København Håndbolds første i sæsonen. Begge hold har nu to point efter tre kampe.