GOG-direktør spiller hasard med klubbens renommé

TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard ser ikke længere GOG som førsteudfordrer til at konkurrere med Aalborg om det danske mesterskab.

Falliterklæring, katastrofe, tragedie – substantiverne står i kø – og ikke-kært barn har mange navne, når jeg ret skal beskrive det seneste døgns begivenheder hos de danske mestre fra GOG.

Ansat 14. juli 2023, fyret 14 september. To måneder blev det altså til for Ian Marko Fog, inden direktør Kasper Jørgensen fyrede den næsten nyansatte cheftræner.

"Uenighed om den sportslige retning og ønsket om en anden struktur i hverdagen" lød det i direktørens pressemeddelelse.

Jeg er i chok. Hvad pokker har d’herrer da overhovedet talt om gennem de mange og grundige – går jeg ud fra – samtaler, der har været baggrunden for Jørgensens ansættelse af Fog.

Her spiller direktør Jørgensen i den grad hasard med det renommé, de danske mestre så flot har opbygget gennem det seneste årti.

Fog har fået en elendig behandling

Miseren opstod for længe siden. Hvis 11. april 2023 er længe siden. Her forlængede Nicolej Krickau sin kontrakt frem til sommeren 2025. Dog med den klausul, at guldtræneren kunne forlade Gudme, hvis det rette tilbud kom.

16. maj 2023 blev det officielt, at Krickau efter sæsonen var fortid i GOG.

Kasper Jørgensen kunne nu kigge ind i et trænermarked, der var så godt som lukket. Især hvis han ikke havde taget sine forholdsregler i forhold til sin cheftræners klausul.

Det havde Jørgensen åbenlyst ikke.

Denne skribent er ikke sat i verdenen for at forsvare Ian Marko Fog. Han er voksen og har med glæde sat sin underskrift på ansættelseskontrakten. Dog må der være grænser for, hvordan en klub behandler en medarbejder.

Lidt fakta hører med.

Alle er med på, at Simon Pytlick og Lukas Jørgensen nu huserer i Flensburg og omegn, og at det ville blive en alvorlig omstilling efter Nicolej Krickaus exit.

Ikke nok med det. Store og afgørende spillere som Frederik Clausen, Anders Zachariassen og Emil Madsen har ikke været til disposition. Nytilkomne Linus Persson var ikke en del af det meste af optakten, og Laurits Legér brækkede tidligt sit håndled.

Velkommen til helvede kunne jeg også have sagt til den nye cheftræner.

Jeg har set samtlige GOG's kampe – det gælder for øvrigt også forberedelseskampene – og det har til tider været rigtig godt og til andre tider slet og ret ikke godt nok.

Derfor mener jeg, at Fog har fået en elendig behandling, og det falder udelukkende tilbage til Kasper Jørgensens hasardspil med den sydøstfynske metropols renommé.

GOG er ikke længere førsteudfordrer

Det er svært at spå. Især om fremtiden har flere begavede retorikere hævdet.

Dem tilslutter jeg mig. Især når jeg sætter mig selv i spåmandsrollen, når det gælder Morten Olsen og hans kumpaners videre færd i sæsonen.

Faktum er, at Ian Marko Fog er blevet erstattet af en trio.

Hans assistenttræner Mikkel Voigt er ny cheftræner, Thomas Brandt Nyegaard har GOG-DNA'et indopereret i samtlige vener i sin krop, og direktør Jørgensen skal åbenbart lige med for at se, at alt går rigtigt for sig.

Trioens erfaring på topniveau er næsten ikke eksisterende. På internationalt niveau ikke eksisterende.

Det er fakta.

Derfor ser jeg ikke længere GOG som førsteudfordrer til at konkurrere med Aalborg Håndbold om det danske mesterskab. Snarere et dansk mesterhold, der roligt kan kigge sig over skuldrene og iagttage adskillige hold være klar til at udnytte flere svagheder på Sydøstfyn.

Hasardspillet med mestrenes renommé fortsætter.