- Det har været nogle hektiske dage, indrømmer GOG-direktør

GOG fyrede Ian Marko Fog efter bare to måneder.

Det var nok ikke nogen hemmelighed, at det ville blive en svær opgave for GOG at erstatte Nicolej Krickau.

Dét står krystalklart, efter at GOG-direktør Kasper Jørgensen i sidste uge måtte afskedige Ian Marko Fog efter kort tid i klubben.

Assistenttræner Mikkel Voigt er derfor den nye mand i spidsen for de forsvarende danske mestre, og han bliver støttet af Thomas Brandt Nyegaard og direktør Kasper Jørgensen.

Sidstnævnte er ikke bleg for at indrømme, at det har været en intens uge at være direktør i.

- Det har ikke været kedeligt i hvert fald. Der har selvfølgelig været meget blæst omkring tingene generelt, men også omkring mig som direktør og de beslutninger, der er truffet.

- Så det er selvfølgelig også rart at se effekten af det i dag (søndag, red.), siger Kasper Jørgensen til TV 2 Sport.

GOG spillede uafgjort mod TTH Holstebro, men trods de mange omvæltninger var der fremgang at spore i spillet, mener direktøren.

- Jeg er egentlig fint nok tilfreds med det, og jeg er sikker på, at vi arbejder videre med det, men der er ingen tvivl om, at det har været nogle hektiske dage, og derfor er det også fint, at vi har det udtryk, vi har i dag (søndag, red.), siger Jørgensen.

TTH Holstebro vs. GOG
36-36
(19 - 18)
Topscorer
HoldSpiller(e)Mål
TTH HolstebroNikolaj Enderleit9 mål
GOGEmil Wernsdorf Madsen11 mål
Udvisninger
HoldUdvisninger
TTH Holstebro5
GOG3

Tager ansvaret på sig

Kasper Jørgensen var selv med til at udpege Ian Marko Fog som ny cheftræner og var ligeledes også med til at afskedige ham efter bare to måneder.

Den slags skaber ofte postyr og kritik, og det er direktøren også lydhør overfor.

- Det er jo bare at stå op og tage ansvar for de beslutninger, der er truffet. Og derfra skal man tage det med oprejst pande. Man får den kritik, som man skal. Noget kan jeg synes, er berettiget, noget andet kan jeg synes, absolut ikke er. Og sådan er det altid.

- Når det blæser, skal lederen stå på broen. Det gør jeg gerne og tager ansvar for de ting, der er hændt, siger Kasper Jørgensen.

GOG har fået en lunken start på sæsonen, hvor fynboerne blot har vundet én ud af fire kampe i den hjemlige liga.

Det placerer dem på en syvendeplads.