Pytlick-fløj rystet over tilbud

16x9

Kristina Bille er fortørnet over lavt lønudspil fra Aalborg

Kristina Bille er fortørnet.

Hun troede, hun skulle hjem til Aalborg og spille i næste sæson. Men da den danske landsholdsfløj så tilbuddet fra sin gamle håndboldklub, blev hun både chokeret og rystet.

"Tilbuddet svarer vel til, hvad en 16-18-årig håndboldspiller tjener. Jeg er slet ikke interesseret i det på de vilkår. Så kan det langt bedre betale sig for mig at tage et almindeligt 37 timers arbejde. Men det vil jeg ikke - jeg vil gerne spille håndbold. Men som det ser ud nu, tror jeg ikke, det bliver i Aalborg," siger en forundret Kristina Bille til sporten.tv2.dk

En fair lønnedgang
Den 26-årige højrefløj, der er fast med inde omkring landstræner Jan Pytlicks landshold, vil ikke fortælle, hvad Aalborg helt nøjagtig har tilbudt hende. Kun at det er langt under, hvad hun kan sige ja til - og lysår fra den løn, hun tjente i sidste sæson i den slovenske storklub Krim Ljubljana.

"Jeg er rigtig glad for Aalborg, som er en klub, der betyder meget for mig. Og jeg forventer på ingen måde, at jeg skal have det samme i løn i Danmark, som jeg fik i Slovenien. Men det skal stadig være retfærdigt og fair. Og det er Aalborgs tilbud ikke," fastslår Bille, der også snakker lidt med en anden dansk ligaklub - som hun dog ikke vil sætte navn på.

Sporten.tv2.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Aalborg DH-direktør Lars Steffensen.