Vraget Aalborg-stjerne har ny klub

16x9

Jonas Larholm blev smidt ud af Aalborg nærmest fra den ene dag til den anden.

Nu har den svenske håndboldstjerne fundet sig en ny klub. Han spiller i de næste to sæsoner for den ungarske storklub Pick Szeged.

"Jeg har spillet i Spanien og i Danmark, og nu glæder jeg mig til at spille i et nyt og spændende land. Samtidigt var det vigtigt for mig at komme til et godt internationalt mandskab, og det er helt klart lykkedes her," siger Jonas Larholm til sin agents hjemmeside, chjmanagement.dk.

Da Larholm sagde farvel til Aalborg, hævdede sporten.dk, at svenskeren blev fyret på grund af en druktur før en kamp i slutspillet. En oplysning, som Aalborg aldrig har ønsket at forholde sig til.