Nyegaard stiller Pytlicks OL-hold

16x9

Landstræner Jan Pytlick udtager mandag sin trup på 15 spillere inklusive en reserve til OL i London, men TV 2 Sportens håndboldekspert Bent Nyegaard kommer ham her i forkøbet og giver sit bud på, hvem der skal forsøge at spille OL-guldet hjem til Danmark.

Målvogtere: Chrstina Pedersen, Karin Mortensen.

"Det giver sig selv. Her holder Pytlick sig til de sædvanlige. Sandra Toft er den eneste, der truer dem, man hun har ikke vist et højt niveau, siden hun var skadet."

Stregspillere: Mette Melgaard, Susan Thorsgaard, Louise Svalastog Spellerberg.

"De to frste er 100 procent sikre. Thorsgaard er Danmarks bedste stregspiller, og Melgaard styrer forsvaret. Svalastog bliver også en afgørende forsvarsspiller, og hun kommer med en god fysik. Hun kan klare en lang turnering, og det bliver vigtigt for holdet."

Playmakere: Kristina Krogshede, Berit Kristensen.

"Krogshede er sikker, og hun får hjælp af Berit Kristensen, der ikke spillede godt i DM-finalerne for Randers, men som har mere rutine og er mere komplet både i kontraen og forsvaret end konkurrenten Lotte Griegel."

Venstre backs: Rikke Skov, Trine Troelsen, Pernille Larsen.

"Rikke Skov og Trine Troelsen giver sig selv, og så tror jeg, at Pernille Larsen kommer med, selvom hun ikke har spillet noget specielt afgørende rolle for Viborg. Men hun er stærk i forsvaret, og det bliver vigtigt for Danmark. Angrebsspillet kommer alligevel ikke op på nye højder, så det bliver forsvaret, der skal bære Danmark igennem turneringen."

Højre backs: Camilla Dalby, Line Jørgensen, Louise Burgaard.

Camilla Dalby spillede dårligt i DM-finalerne for Randers, men hun kan noget ekstraordinært, og hun skal bare med. Så har de nogle træninger til at få hende op i gear. De tre skal tilsammen dække højresiden, så der kommer ikke en decideret højrefløj med."

Venstre fløj: Ann Grete Nørgaard, Mie Augustesen (reserve).

"Her kommer Ann Grete Nørgaard til at køre igennem alene, tror jeg. Og det kan hun ogs sagtens, når de kun spiller hver anden dag. Jeg ser Mie Augustesen som 15.-mand og altså den reserve, som Pytlick må tage med til London."