Aalborg Håndbold forlænger med forsvarsprofil
René Antonsen fortsætter i Aalborg Håndbold frem til sommeren 2019 efter at have underskrevet en ny kontrakt.
Aalborg Håndbold har forlænget kontrakten med klubbens viceanfører, så René Antonsen også er i klubben frem til sommeren 2019.
- Jeg befinder mig godt i Aalborg Håndbold og synes, vi har gang i noget rigtigt spændende i denne sæson.
- Aalborg Håndbold er en klub med store ambitioner, og jeg er også sikker på, at der venter spændende udfordringer i de kommende sæsoner, så derfor har det været et let valg for mig at forlænge aftalen, siger René Antonsen i en pressemeddelelse.
Den toårige kontraktforlængelse med forsvarsprofilen glæder klubben, der i øjeblikket topper 888 Ligaen med 14 point efter sæsonens første otte kampe.
- René er en af ligaens bedste forsvarsspillere og har en stor del af æren for vores forsvars styrke og stabilitet i denne sæson, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.
24-årige René Antonsen kom til klubben som juniorspiller, og han var med til at vinde DM-guld med Aalborg i 2013.
Herefter spillede René Antonsen to sæsoner i Ribe-Esbjerg, før han vendte tilbage til Aalborg.