Håndbold

Svalastog brillerer i København-sejr over Pytlicks hold

Louise Svalastog er ikke med, når landsholdet spiller Golden League-stævne i Frankrig. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

København Håndbold spillede sig op på tredjepladsen med en sikker hjemmesejr over Odense Håndbold.

København Håndbold har været forrygende på hjemmebane i denne sæson i Primo Tours Ligaen.

Fredag aften hentede holdet den ottende sejr af otte mulige, da det blev 32-28 over Odense Håndbold.

Louise Svalastog, der fredag ikke var med i landstræner Klavs Bruun Jørgensens trup til Golden League-stævnet i Frankrig, førte an med ti scoringer for hjemmeholdet. Men en munter Svalastog fortalte efter kampen til TV 2 SPORT, at det ikke skulle ses som et modsvar til den manglende landsholdsudtagelse.

- Det er ærgerligt ikke at være del af et landshold, også selvom det er en landsholdssamling, der er "gratis", for jeg vil altid gerne være med, men jeg har også forståelse for, at Klavs skal tænke fremad, og at der er flere, der skal have lov at have chancen, siger Louise Svalastog til TV 2 SPORT.

København Håndbold førte 17-14 efter en livlig første halvleg, hvor der var godt gang i målscoringen.

Blandt andre Louise Svalastog var godt skydende fra begyndelsen af kampen.

Den 34-årige København Håndbold-spiller var tilsyneladende ikke præget af den manglende landsholdsudtagelse, eftersom hun altså endte som kampens topscorer.

- Mine medspillere gjorde mig rigtig god i dag. De lagde rigtig mange gode indspil. Anne Mette Hansen lavede super mange flotte assists, og det gjorde de andre bagspillere også, så jeg vil lige så meget rose dem.

- Det var en rigtig flot kollektiv indsats. Vi fightede godt. Det var en lidt svær kamp, hvor mange fra Odense bød ind, og de spillede med fysik, siger Louise Svalastog.

Med sejren rykker København Håndbold op på tredjepladsen i Primo Tours Ligaen med 21 point for 16 kampe.

Holdet er ubesejret i de seneste seks ligakampe, hvoraf fem er vundet.

Odense Håndbold har 18 point på sjettepladsen, der akkurat udløser en plads i slutspillet.

Efter tre nederlag på stribe er cheftræner Jan Pytlicks hold imidlertid presset bagfra i kampen om at nå slutspillet.

Silkeborg-Voel KFUM, der er nummer syv, har 17 point for en kamp færre.