Håndbold

Detroniseret håndboldmester skærer sportschefen væk

Team Esbjergs sportschef, Thomas Hylle, stopper, og samtidig nedlægger håndboldklubben stillingen.

De tidligere håndboldmestre fra Team Esbjerg vil fremover klare sig uden en sportschef.

Efter syv år i jobbet stopper Thomas Hylle som sportschef, og hans opgaver fordeles ud på andre medarbejdere i administrationen, den sportslige sektor og bestyrelsen.

Hylle bevarer dog en tilknytning til forrige sæsons danske mesterhold, da han bliver en del af et nyoprettet advisory board.

- Vi vil bruge den kommende sæson uden europæisk håndbold til at vurdere, hvordan den fremtidige struktur i den sportslige ledelse skal være, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen i en pressemeddelelse.

- Foreløbig glæder vi os over, at Thomas Hylle har sagt ja til at indtræde i vores advisory board, siger han.

Den netop overståede sæson endte i en nedtur for Team Esbjergs håndboldkvinder, der slet ikke kunne leve op til sidste års triumf. Vestjyderne sluttede som nummer syv i grundspillet og indløste ikke billet til slutspillet.

Nykøbing Falster vandt i weekenden DM-guld efter en finalesejr over København.